|
|
| Indhold |
Forfatter: Jakob Øhlenschlæger Type: Fri hjemmeopgave med integreret metode Eksaminator: Vagn Wåhlin Eksamenstermin: Sommer 1999 Indholdsfortegnelse 1. Teori 1.1. Indre Mission2. Metode 2.1. Komparation3. Heuristik 4. Materialevurdering 4.1. Fremstillinger 6. Oxford-bevægelsen 6.1. Oxford-bevægelsens karakteristika7. Indre Mission og Oxford-bevægelsen 1934 8. Indre Mission og Oxford-bevægelsen 1935-juli 1936 8.1. Bestyrelsesmedlemmers reaktion9. Tekstanalyse 9.1. Johs. Pedersen: Gamle Sandheder og gamle Vildfarelser i moderne Klæder10. Indre Mission og Oxford-bevægelsen juli 1936-1937 Konklusion Materiale-fortegnelse Tiden mellem 1. og 2. Verdenskrig, mellemkrigstiden, markerede på flere måder overgangen mellem det 19. og det 20. århundrede. Religiøst og intellektuelt i forbindelse med 1. Verdenskrigs rædsler; økonomisk og politisk i forbindelse med den økonomiske krise i 1930'erne. Selvom Danmark ikke direkte havde deltaget i krigshandlingerne i 1. Verdenskrig, gjorde de samme tendenser sig gældende her i mellemkrigstiden. Og især i forbindelse med 1930'ernes økonomiske krise, der førte til stor arbejdsløshed, stærkt reducerede indtægter for landbruget og viste svaghederne ved den hidtidige økonomiske tænkning. Et af de nye forsøg på at give tilværelsen mening efter den store krig var Oxford-bevægelsen. Med udgangspunkt i USA søgte bevægelsens leder Frank Buchman i 1930'erne at sprede Oxford-bevægelsens budskaber til bl.a. Skandinavien. Undervejs forandrede budskabet sig fra at være kristeligt-moralsk til mere decideret politisk. I bevægelsens første år i Skandinavien blev den nærmest betragtet som en ny vækkelsesbevægelse. Vækkelsesbevægelser havde eksisteret i Danmark gennem hele det 19. århundrede og var derfor en velkendt størrelse. 1853 var Indre Mission (IM) blevet dannet og udgjorde sammen med grundtvigianismen de to hovedretninger i dansk kirkeliv. I denne opgave vil jeg redegøre
for, hvordan IM forholdt sig til den udefra kommende Oxford-bevægelse.
Redegørelsen vil hovedsagligt være refererende, men med både
synkron og diakron komparation inddraget. Desuden vil jeg mere udførligt
analysere to vurderinger af Oxford-bevægelsen skrevet af to medlemmer
af IM's bestyrelse.
Metodedel Formålet med denne opgave er at undersøge, hvordan IM reagerede på den nye, udenlandske Oxford-bevægelse, da denne kom til Danmark. For at kunne foretage denne undersøgelse mener jeg, at det er ønskeligt at have en teori både om IM og Oxford-bevægelsen. Uden en sådan overordnet forståelse vil resultatet af kildestudiet let blive en usammenhængende redegørelse for kildernes udsagn uden reflektioner over sammenhængen mellem disse.(1) Hvis man ikke har en bagvedliggende teori,
er der fare for, at man begrænser sin tilgang til problemet til kildematerialets
umiddelbare horisont og kan derfor let overse sammenhænge og forklaringer
- bl.a. om hvorfor kildematerialet eksisterer i den form og med det indhold,
som det gør. Omvendt skal teorien selvfølgelig kontrolleres
mod kildematerialet.(2)
Vagn Wåhlin har i sin undervisning skitseret fire faser for udviklingen af de folkelige bevægelser i Danmark. Første fase var tiden ca. 1800-1850. Forandringer i samfundet førte til protest fra nogle af landets indbyggere. Disse mobiliseredes til kollektive aktioner og optrådte som en gruppe. I den religiøse sfære var dette bl.a. tiden, hvor "de stærke jyder" protesterede mod den nye salmebog og den nye katekisme.(3) Anden fase var ca. 1850-1880. Her skete der en bedre organisering af bevægelserne, og der blev opstillet programpunkter. Bevægelserne afkastede i denne fase en række organisationer og institutioner. Det var i denne fase, at IM i 1853 dannedes og i 1861 blev omdannet med præsten Vilhelm Beck i spidsen.(4) Tredje fase var masseorganiseringen, som fandt sted i tiden ca. 1880-1920. Her blev Danmark et gennemorganiseret samfund, hvor næsten alle organiseredes i en eller flere foreninger. Det var i denne periode, at de fleste af det 19. århundredes bevægelser havde deres højdepunkt, bl.a. også IM, der oplevede stærk vækst i 1880'erne og 1890'erne.(5) Fjerde fase var tiden efter de folkelige bevægelsers storhedstid, dvs. tiden efter ca. 1920. I denne fase sporedes flere steder en tendens til, at foreningerne blev "forsteninger", og deres indflydelse og størrelse faldt væsentligt. Størsteparten af Danmarks befolkning ville enten sige, at de kirkeligt tilhørte IM, grundtvigianismen eller ikke var kirkeligt interesserede, men hverken IM eller grundtvigianismen vandt i særlig grad nye tilhængere i denne fase. Ligeledes havde nye bevægelser svært ved at vinde indpas, da der ikke var et "organiserings-vakuum", de kunne udfylde. Forskningen i de folkelige bevægelser har ikke fokuseret på den fjerde fase. Derfor er der ikke udviklet teorier om, hvordan denne fase foregår. Og da denne opgave omhandler IM i den fjerde fase, er der således ikke nogen brugbar teori for hånden. Hvis man udvider ens horisont udover forskningen i de danske folkelige bevægelser for at finde en brugbar teori, kunne man forvente, at religonssociologien kunne bidrage med en teoridannelse, der ville være brugbar overfor IM. Til at undersøge, om der fandtes noget brugbart indenfor denne forskning, har jeg benyttet mig af en bog af den amerikanske religionssociolog Meredith B. McGuire fra 1997. Heri giver McGuire en oversigt over den religionssociologiske forskning, som må formodes at være rimeligt opdateret. I et afsnit om "The Dynamics of Religious Collectives"(6) redegøres der for teorier om religiøse fællesskabers udvikling og forandring. Imidlertid benytter McGuire sig af en inddeling af religiøse fællesskaber, der ikke umiddelbart kan overføres på danske forhold. Der tales om "church, sect, denomination and cult".(7) Udover at det på dansk er sprogligt svært at adskille "sect" og "denomination", da de begge hører under betydningen af det danske ord sekt, er det også uhyre vanskeligt at placere IM i en af de fire kategorier. F.eks. er IM en bevægelse indenfor Folkekirken (dermed en del af en kirke), men har samtidig via et krav om tilhængernes omvendelse sekteriske tendenser. Problemet ved McGuires model må siges at være, at den er udviklet til amerikanske forhold. IM som en selektiv bevægelse indenfor Folkekirken falder derfor udenfor kategorierne. Da der således ikke findes en brugbar
teori udover Vagn Wåhlins skitse, har jeg måttet "nøjes"
med den helhedsforståelse af IM i mellemkrigstiden, som er beskrevet
i emnedelens afsnit fem.
Selvom det er IM, der sættes fokus på i denne opgave, vil det være forkert ikke kort at omtale et par teoretiske vinkler på Oxford-bevægelsen, da disse kan hjælpe med til at forklare IM's stillingtagen til den. Den svenske kirkehistoriker Anders Jarlert har i sin bog om Oxford-bevægelsen i Skandinavien og Tyskland angivet fire faser, som han mener, Oxford-bevægelsen gennemlevede i hvert enkelt land. Først var der en informationsfase. I denne fase hørte man om bevægelsens aktiviteter i udlandet, men der blev ikke dannet grupper. Dernæst fulgte en fase med vækkelses-grupper. Disse grupper fungerede uafhængigt af Oxford-bevægelsen og arbejdede ofte mere som klassiske vækkelsesbevægelser. Herefter fulgte en Oxford-gruppe-fase, der kendetegnedes ved, at et internationalt team arbejdede i landet. I denne fase blev de tidligere dannede vækkelses-grupper indordnet under Oxford-bevægelsen eller skarpt skilt ud fra denne. Endelig fulgte en isolationsfase under 2. Verdenskrig.(8) Jeg har ikke fundet modeller for Oxford-bevægelsens udvikling hos andre forskere. Jarlert har i sin bog anvendt modellen på Norge, Danmark, Sverige og Tyskland. I disse fire lande ser det ud fra Jarlerts argumentation ud til, at modellen holder. Desuden virker det som en logisk måde for en international bevægelse at sprede sig til nye lande. Derfor vil jeg i min opgave gå ud fra, at Oxford-bevægelsens historie i Danmark kan inddeles i de ovenfor nævnte fire faser. En nærmere datering af faserne vil finde sted i opgavens afsnit 6.2. Elith Olesen, en dansk kirkehistoriker, har i sin doktordisputat behandlet en international bevægelse i det 19. århundrede, som han har valgt at betegne "Revival and Holiness Movement". I de indledende afsnit af afhandlingen tegner der sig en max webersk idealmodel for, hvordan en sådan bevægelse ser ud. Denne idealmodel er interessant som komparations-grundlag i forbindelse med Oxford-bevægelsen, og jeg vil derfor kort ridse den op her. 1. Historiesyn. Fælles for bevægelsen var en mere eller mindre udtrykt forestilling om en inddeling af verdenshistorien i tre status: Faderens, Sønnens og Helligåndens. I den første epoke levede de troende under loven i frygt. I Sønnens epoke lever de troende under nåde i tro. I den tredje epoke, som er fremtidig, vil de troende leve et liv med en mere kraftfuld nåde - en nåde over nåde jvf. Joh 1,16. I denne sidste epoke vil de troendes liv være fyldt med tro, håb og kærlighed i fuldkommen enhed. Bevægelsen gennem de tre epoker beskrives også via de troendes status: fra trælle til sønner for endelig at blive frigjorte.(9) Den tredje epoke vil blive indledt med en universiel udgydelse af Helligånden kraftigere end før, som vil skabe en gruppe åndsfyldte troende, der ikke behøver moralske foreskrifter, da de automatisk vil gøre det rette, ført af Helligånden. Guds Rige vil blive til en realitet på jorden.(10) 2. Omvendelsen. Et særkende for bevægelsen var den vægt, man lagde på pludselige omvendelser, dvs. at den troende kunne sige på dato og klokkeslet, hvornår han eller hun var blevet troende. Derudover opererede man med to omvendelser: en første omvendelse til frelse, dernæst en anden til helliggørelse. Denne anden omvendelse betegnede man som en hengivelse af selvet helt til Gud, hvilket medførte en grad af syndsfrihed. I dele af bevægelsen en total overvindelse af synden, således at den troende ganske simpelt ikke syndede mere; i andre mere moderate dele af bevægelsen talte man mere behersket om frigjorthed fra bevidst synd.(11) 3. "Evangelium aeternum". Betegnelsen dækker over den kerne af evangeliet - "det evige evangelium" - som kun den åndsfyldte troende kan fatte. Betegnelsen, der har været brugt siden middelalderen, blev i det 19. århundrede ofte brugt om en forenklet, overkonfessionel bekendelse, der skulle være det eneste nødvendige samlende grundlag for de sande, åndsfyldte troende, "de frigjorte", jvf. historiesynet.(12) Dette gav bevægelsen et særpræg af rummelighed og bredde i forhold til mange kirker og sekter.(13) 4. Ledernes kald. Lederne - pionererne - indenfor bevægelsen følte, at de via et personligt kald fra Gud gennem Helligånden var kaldet til noget stort og grænseoverskridende. De skulle stå i spidsen for en verdensvækkelse, som ville indvarsle Helligåndens epoke - realiseringen af Guds Rige på jorden.(14) 5. Bestemte midler til omvendelsen. Den amerikanske vækkelsesprædikant Charles G. Finney mente, at vækkelse var et resultat af den rette brug af passende midler. For Finney var disse "passende midler" bl.a. personlig tiltale i forkyndelsen, brug af offentlig bøn og eftermøder med påtrængende bøn og sang.(15) Disse midler præsenterede Finney
i bogform i 1835, og de "passende midler" vandt derefter hurtigt indpas.
I det mindste ideen om at den rette taktik kunne frembringe vækkelsen
nærmest automatisk.(16)
Metode kan beskrives som måden, man
bruger ens teori på i forhold til kildematerialet. Formålet
er bl.a. at undersøge holdbarheden af ens teori. Til brug for denne
opgave vil jeg udover den klassiske kildekritik anvende to metodiske tilgange:
komparation og tekstanalyse.
Ved brug af den komparative metode sammenligner man beskrivelser af historiske enheder/processer.(17) Denne sammenligning kan foregå enten i tid - diakront - eller i rum - synkront. Derudover kan den også ske i forhold til en idealmodel, som ikke eksisterer i rendyrket form i virkeligheden, f.eks. den i teori-afsnittet skitserede model for "Revival and Holiness Movement".(18) Forudsætningen for komparation er, at man sammenligner sammenlignelige størrelser. For at afgøre, om to enheder er sammenlignelige, er det nødvendigt, at man gør sig klart, hvilke dele af den komplicerede virkelighed, man vil sammenligne i sin undersøgelse. Eftersom man kun sammenligner beskrivelser, er det vigtigt, at disse beskrivelser tager fat om netop de dele, som man på forhånd tror kan være vigtige for at forklare det fænomen, der ønskes forklaret. For at komparationen skal blive brugbar, må de enheder, man sammenligner, også være trukket ud af sammenhænge, der ligner hinanden. En enhed som familien kan f.eks. dække over vidt forskellige størrelser i Danmark og Timbuktu. Derimod kan familien i Danmark og Italien sammenlignes med større held, da begrebet her tilnærmelsesvis dækker over det samme. Ud fra denne betragtning er det klart, at synkron komparation forudsætter, at det er muligt at sammenligne enkeltheder på tværs af samfund eller kulturer. På samme måde forudsætter diakron komparation, at fænomener er sammenlignelige over tid. Hvis man er af den opfattelse, at alle samfund og fænomener er så unikke, at man ikke kan overføre iagttagelser om én kultur eller ét fænomen til andre kulturer eller fænomener, så bliver komparationen umulig. Efter at have gjort sig disse forudsætninger klart må man beslutte, hvilke enheder, der skal sammenlignes. Er det stater, byer eller foreninger? Valget afhænger selvfølgelig af, hvad man mener vil give de bedste resultater i forhold til ens problemstilling. I forbindelse med denne opgave har jeg fundet, at det mest hensigtsmæssige vil være en komparation mellem foreninger. Formålet med opgaven er at belyse, hvordan IM forholdt sig til Oxford-bevægelsen, ikke at afdække, hvordan Oxford-bevægelsen generelt blev modtaget i Danmark, eller hvordan reaktionen var i København. Når denne afgørelse er truffet, er der to tilgange at vælge imellem. Enten at sammenligne foreninger, der er meget forskellige, for at finde de afgørende ligheder på trods af forskellene eller at sammenligne foreninger, der er næsten helt ens for at finde de afgørende forskelle på trods af lighederne. De to tilgange betegnes som henholdsvis overensstemmelsesmetoden og forskelsmetoden. Jeg har i denne opgave valgt forskelsmetoden som tilgang. Der kan være flere forskellige formål med at anvende den komparative metode. Den kan anvendes til at teste årsagsforklaringer. Hvis man ud fra sin egen behandling af en historisk situation mener at have observeret, at a var årsag til b, så kan man ved at sammenligne med en tilsvarende situation, hvor a forekom, se, om a er holdbar som monokausal forklaring ved at undersøge, om b forekom. På tilsvarende måde kan man vise en teoris almene gyldighed ved at anvende den på flere historiske situationer eller samfund. Dette har specielt interesse, hvis man har en nomotetisk tilgang til historievidenskaben. Har man derimod en mere ideografisk tilgang - dvs. man ønsker at forklare enkelttilfældenes særpræg - kan komparationen anvendes til at finde det enestående ved ens undersøgelsesobjekt. Ud fra de ovenstående overvejelser har jeg valgt at anvende både en diakron og en synkron komparation i denne opgave samt en komparation mellem idealmodellen for "Revival and Holiness Movement" og Oxford-bevægelsen. Den diakrone komparation består i en sammenligning med IM's reaktion på den engelsk-amerikanske "Revival and Holiness Movement" omkring 1900. Der er flere ligheder mellem de to situationer. For det første var der i begge tilfælde tale om nye udenlandske bevægelser, der påvirkede det danske kirkeliv. Ydermere var begge bevægelser optaget af, hvordan menneskers livsførsel burde være. En mere udførlig komparation vil ske i afsnit 6.1. Dernæst stod IM både omkring 1900 og i midten af 1930'erne i et generationsskifte - omkring 1900 pga. Vilhelm Becks død i 1901 og i midten af 1930'erne fordi generationen fra de store vækkelser i slutningen af det 19. århundrede var ved at forsvinde ud af billedet. Formålet med denne diakrone komparation er at afdække, om IM reagerede anderledes i de to situationer og i givet fald søge at forklare, hvorfor reaktionen var forskellig og i modsat fald, hvorfor den var den samme. Med andre ord er det den ideografiske tilgang, jeg har valgt. Dette valg er truffet ud fra den situation, at jeg ikke har en overordnet teori, der skal afprøves. Derfor vil det efter min mening være mere givtigt at søge at fange det specielle ved IM's situation og reaktion i 1930'erne. Den synkrone komparation er en sammenligning med, hvordan den norske pendant til IM reagerede på Oxford-bevægelsen i 1930'erne. Ud fra mit materiale havde jeg mulighed for at sammenligne med Oxford-bevægelsens historie i Norge, Sverige, Tyskland eller Finland. Valget faldt på Norge pga. den store lighed med den danske situation. Både i Norge og Danmark blev størstedelen af de vakte fra vækkelserne i det 19. århundrede indenfor den altdominerende statslige evangelisk-lutherske kirke. Og både Norge og Danmark fik sammenlignelige IM-bevægelser. Formålet med denne komparation er at afdække forskelle og ligheder i danske og norske forhold, som kan forklare ligheder og forskelle i reaktionen på Oxford-bevægelsen. To debatindlæg om Oxford-bevægelsen vil blive udsat for en mere dybdeborende analyse.(19) Hensigten med denne analyse er at nå til en dybere forståelse af debatten om Oxford-bevægelsen i IM. Der er to grundlæggende indgangsvinkler til læsning af en kildetekst: der kan læses ud fra konteksten, og der kan læses indad i teksten. Konteksten for en kildetekst indebærer både forfatterens kontekst og selve tekstens kontekst. Ud fra forfatterens kontekst kan man få en idé om, hvorvidt han eller hun havde en bagvedliggende målsætning med teksten eller kunne have grund til at sløre sin egentlige opfattelse. Selve teksten må også tolkes ud fra den sammenhæng, den indgår i. Var det et debatindlæg, der var kulminationen på en lang og hård meningsudveksling, hvor tonen gradvis var blevet hårdere, eller var det skrevet på baggrund af en bestemt begivenhed kort forinden? Uden hensynstagen til denne kontekst kan man let tillægge bestemte vendinger for stor betydning eller overse underforståede hentydninger. Læsningen indad i teksten er en slags hermeneutisk tolkning. Ved at læse teksten flere gange søger man at opnå en forståelse for den bagvedliggende logik i teksten og dermed forstå meningen med teksten. Faren ved denne læsning indad er, at man ikke har nogen sikker metode til at kontrollere, om ens forståelse er rigtig. Ved det detaljerede studie af en enkelt tekst er der en række punkter vedrørende tekstens indhold og form, som det er nyttigt at have for øje. Indholdsmæssigt kan man prøve at finde ofte gentagede nøgleord i teksten. Disse nøgleord kan f.eks. være opstillet som kontrastpar. Derefter kan man samle tekstens udsagn om nøgleordene og dermed finde frem til forfatterens holdning til nøglebegreberne. Det kan også være værd at bemærke, hvad der ikke siges noget om. Sådanne undladelser kan sige noget om, hvor der for forfatteren har været et ubehageligt eller problematisk emne. Dog bør man være forsigtig i tolkningen af sådanne "huller" i teksten, da der jo kan være helt udramatiske grunde til, at dette eller hint ikke er omtalt. Hovedreglen i denne sammenhæng må være, at tolkningen af de manglende udsagn skal understøttes af konteksten. Tekstens form kan være en bestemt
genre. Hvis forfatteren er bevidst om denne genres karaktiristika, vil
han eller hun være bundet til nogle uskrevne regler for, hvad der
skal medtages eller udelades, og hvordan fortællemåden er.
Stilen kan fortælle noget om formålet med teksten. Er den docerende,
har forfatteren ønsket sagligt at belære læseren, mens
en anden stilart måske appelerer til at berøre læserens
følelser og skaber vrede, kampgejst eller noget tredje.
For at finde litteratur til opgaven benyttede jeg mig i første omgang af Statsbibliotekets søgesystem SOL for at finde materiale om Oxford-bevægelsen. Dernæst benyttede jeg mig af litteraturlisten til Anders Jarlerts bog om Oxford-bevægelsen. Da bogen er fra 1995, anså jeg det for sandsynligt, at den ville have også nyere centrale værker i litteraturlisten. Angående litteratur om IM i perioden greb jeg sagen lidt anderledes an. Via en lille bog om IM's formand i perioden med Oxford-bevægelsen på dagsordene, Chr. Bartholdy,(20) fandt jeg frem til en artikel fra 1980 af kirkehistorikeren Anders Pontoppidan Thyssen om IM i mellemkrigstiden.(21) Denne kommenterede kort, hvad der indtil 1980 var skrevet om IM i denne periode. En efterfølgende samtale med Vagn Wåhlin afklarede, at der ikke siden da var fremkommet litteratur om IM i denne periode. Kildematerialet blev fundet ved en skimlæsning af en række tidsskrifter fra perioden 1934-37, der ud fra litteraturen fremstod som den centrale periode for IM's reaktion på Oxford-bevægelsen. Tidsskrifterne blev valgt ud fra et kriterium om, at de skulle være organer for - eller tæt knyttet til - IM eller foreninger og organisationer med nær tilknytning til IM - f.eks. Københavns Indre Mission eller KFUM. Derudover blev tidsskriftet "Folkerøsten" gennemlæst, da dette søgte at give en bred orientering om dansk kirkeliv og bl.a. refererede dagspressen. Dermed var det et alternativ til at gennemlæse aviser og dagblade fra perioden, hvilket ville have været for tids- og arbejdskrævende. En gennemlæsning af Oxford-bevægelsens eget blad fra perioden, "Nyt Liv", gav intet nyt kildemateriale, da man bevidst har undgået at forholde sig til de kirkelige retninger. Kristeligt Dagblad blev gennemset for perioden omkring IM' årsmøder i årene 1934-37 efter repportager fra årsmøder og evt. læserbrevsdebat. Via nogle artikler i Indre Missions Tidende (IMT) blev jeg opmærksom på, at der fandtes en række "årsberetninger" aftrykt i IM's almanak "Det nye Aar", som derefter også blev inddraget. Litteratursøgningen havde derudover også resulteret i fundet af nogle erindringer, som er inddraget som kildemateriale. Arkivalsk kildemateriale fra IM's arkiver
omkring problemstillingen er ikke inddraget efter samråd med Vagn
Wåhlin, da problemstillingen kan besvares uden dette materiale. Dette
giver selvfølgelig den svaghed, at der mangler konfidentielle institutionelle
kilder i mit materiale, men samtidig giver det forhåndenværende
kildemateriale i stedet et udtryk for den offentlige del af debatten, som
menigmand havde kendskab til. De evt. interne diskussioner i bestyrelsen
blev kun kendt af andre i det omfang, de senere blev refereret i f.eks.
IMT.
Til at give en rammeforståelse for den kirkelige situation i mellemkrigstiden har jeg anvendt bind VIII i "Den danske kirkes Historie" fra 1966, nærmere bestemt afsnittet om mellemkrigstiden 1920-1940 skrevet af P.G. Lindhardt.(22) De godt 100 sider om mellemkrigstiden er den mest fyldige samlede fremstilling over periodens kirkehistorie, jeg har kunnet finde. Og samtidig den nyeste. Man kunne indvende, at afsnittet om perioden i Lindhardts bog om vækkelse og kirkelige retninger i 3. udgaven fra 1978(23) er nyere, men for det første fylder mellemkrigstiden her kun ca. 26 sider mod ca. 100 i "Den danske kirkes Historie", og for det andet viser en sammenligning af de to fremstillinger, at der i alt væsentligt er tale om en forkortet udgave af de 100 sider. P.G. Lindhardt var professor i kirkehistorie ved Århus Universitet og beskæftigede sig hovedsageligt med det 19. og 20. århundredes danske kirkehistorie. Han må derfor anses som en autorietet på området. Kritikken af Lindhardts forskning har hovedsagligt drejet sig om hans teser om vækkelserne i det 19. århundrede, hvor kollegaen Anders Pontoppidan Thyssen har været blandt kritikkerne.(24) Da perioden efter 1920 som omtalt i teori-afsnittet stort set ikke har haft forskningens interesse angående de "gamle" folkelige bevægelser, har kritikken af Lindhardt også været mindre fremtrædende for denne periode. Fremstillingen er uden noteapparat, og det kan derfor være svært at bedømme, hvornår der bygges på deciderede kildestudier, og hvornår Lindhardt, der var født i 1910, trækker på sin egen erindring om tiden og blot supplerer med passende citater. F.eks. virker det som om Lindhardt refererer sine egne tanker tilbage i 1930'erne om Oxford-bevægelsens leder, når han skriver: "Buchman var genstand for en "førerkult" der kun alt for tydeligt var sammensat af træk fra det traditionelle Jesus-billede, fra diktatorerne og fra amerikanske kosmetikreklamer."(25) Styrken ved fremstillingen er, at den søger
at indrage alle aspekter ved den danske folkekirkes historie i tidsrummet
og dermed giver mulighed for et overblik over alle de aspekter, der kunne
påvirke IM's behandling af Oxford-bevægelsen. Og til dette
formål er den efter min vurdering udmærket, hvis man blot er
opmærksom på, at Lindhardt til tider lader sin egen opfattelse
komme frem gennem lidt karske kommentarer. Dette kan dog også betragtes
som en fordel, da man ikke behøver at bruge så meget energi
på at "afsløre" forfatterens evt. idiosynkrasier.
Som "hovedværk" til IM's historie i mellemkrigstiden er anvendt en artikel fra 1980 af den århusianske kirkehistoriker Anders Pontoppidan Thyssen.(26) Artiklen giver sig ikke ud for at være en fyldestgørende fremstilling af IM's historie i mellemkrigstiden, men søger at belyse nogle hovedlinier i IM's indre udvikling og brydninger. Ud fra noteapparatet til artiklen fremgår det, at den hovedsagligt er baseret på artikler fra IMT. Da der ikke er inddraget arkivalsk materiale, kan artiklen ikke bidrage med oplysninger om forholdet til Oxford-bevægelsen, som ikke vil fremgå af det kildemateriale, jeg selv anvender. Derimod kan den belyse IM's historie på andre punkter, som det ville blive for omfattende et arbejde selv at udrede via kildestudier. Pontoppidan Thyssens væsentlige forskning beskæftiger sig med vækkelserne i det 19. århundrede og vækkelsesbevægelserne, bl.a. den ovenfor nævnte kritik af P.G. Lindhardt. Dermed må han anses for ekspert indenfor artiklens emne. Selve artiklen virker tillige solidt forankret i det anvendte kildemateriale. Derfor finder jeg den velegnet til at belyse IM's interne historie i perioden. Angående Oxford-bevægelsen er det anvendte hovedværk Anders Jarlerts omfangsrige bog på engelsk fra 1995 om Oxford-bevægelsen.(27) Emnet for fremstillingen er Oxford-bevægelsens udvikling og dennes vekselvirkning med gruppe-vækkelsesideologi(28) og kirker. Dette tema behandles dels ud fra overordnede principper og strukturer og dels ved behandling af den faktiske udvikling 1930-45 i Norge, Danmark, Sverige og Tyskland. Jarlerts bog er det eneste videnskabeligt-kritiske studie, jeg har fundet, der specifikt beskæftiger sig med Oxford-bevægelsens historie i Danmark. Ud fra den omfattende mængde af litteratur og kildemateriale, der er inddraget, og den systematiske behandling, emnet bliver udsat for, virker værket som et solidt videnskabeligt arbejde. Eftersom Jarlert, der er svensk kirkehistoriker ved universitetet i Lund, har brugt over 10 år på bogen, vil det forekomme mærkeligt, hvis den var et decideret venstrehåndsarbejde. Desværre har jeg ikke været i stand til at fremskaffe anmeldelser af bogen, som kunne have hjulpet mig i min vurdering af den. I forbindelse med denne opgaves problemformulering er bogen central, fordi den bl.a. beskæftiger sig med forholdet mellem Oxford-bevægelsen og den danske folkekirke, som IM er en del af. Derudover har bogens første del med en teologisk analyse af Oxford-bevægelsen været til stor hjælp for at indfange, hvad Oxford-bevægelsen var for en størrelse og dannet grundlag for en komparation med idealmodellen for "Revival and Holiness Movement". Endelig har bogen også givet mig et komparations-grundlag til den synkrone komparation med Norge. Til den diakrone komparation har grundlaget være den danske kirkehistoriker Elith Olesens doktordisputats fra 1996 om amerikansk-engelsk indflydelse på dansk kirkeliv omkring 1900.(29) Den over 900 sider store disputats indeholder dels en teologisk analyse af den amerikansk-engelske "Revival and Holiness Movement", dels en redegørelse for dennes indflydelse i Danmark med udgangspunkt i to geografiske lokaliteter: København og Vorupør. Den teologiske analyse har i forbindelse med denne opgave "kun" interesse for at afgøre, hvorvidt Oxford-bevægelsen var noget nyt eller blot en fortsættelse af den ældre "Revival and Holiness Movement." Derimod har afsnittet om indflydelsen med udgangspunkt i Vorupør interesse, da denne indflydelse udløste en strid indenfor IM, der i denne opgave vil blive kompareret med IM's reaktion på Oxford-bevægelsen i 1930'erne. Umiddelbart taler to ting til fordel for bogens værdi: en doktordisputats må have en vis videnskabelig standard, da den ellers ville være blevet afvist, og dernæst fremgår det tydeligt, at der er foretaget et grundigt arbejde med at opspore både trykte og arkivalske kilder gennem de henved 35 år, forfatteren mere eller mindre intensivt har arbejdet på værket. Til bedømmelse af bogen har jeg desuden benyttet en artikel af Thorkild C. Lyby, som er en lidt udvidet udgave af dennes opponentindlæg ved disputatsforsvaret.(30) Kritikken af afhandlingen går her hovedsageligt på, at den omfangsmæssigt burde have været skåret ned til en mere overkommelig størrelse, og at Olesen er noget upræcis i sine metodiske overvejelser, hvor han bl.a. ytrer en vis modvilje mod den professionelle forskning. Til gengæld har dette ifølge Lyby haft mindre betydning for den rent faktiske behandling af emnet, som han erklærer er "præget af sund metode", og "der er adskillige eksempler på skarpsindige og kritiske analyser, som bidrager til at give en dybere forståelse af forholdene."(31) Dog karaktiseres arbejdet samtidig som snarere refererende end analyserende. Afsnittet med udgangspunkt i Vorupør, som er det afsnit, jeg i opgaven vil benytte mig mest af, omtales af Lyby som det mest overbevisende afsnit i bogen, og han finder kortlægningen af krisen i IM "vel underbygget og loyal."(32) På dette grundlag har jeg fundet
bogen videnskabelig forsvarlig. Til gengæld savner jeg - ganske som
Lyby(33) - i de indledende afsnit en mere
systematisk karaktistik af "Revival and Holiness Movent", som ville have
gjort det lettere at afgøre, om Oxford-bevægelsen kan betegnes
som en del af denne bevægelse. Dette har jeg søgt at rette
op på i denne opgaves teori-afsnit ved at systematisere de spredte
oplysninger i de indledende afsnit til en slags idealmodel for denne type
bevægelse.
4.3. Bekendtgørelser fra Indre Missions bestyrelse Bekendtgørelserne fra IM's bestyrelse angående forholdet til Oxford-bevægelsen er efter klassisk kildekritiks terminologi institutionelle offentlige kilder. De siger kun indirekte noget om, hvilken betydning Oxford-bevægelsen reelt havde i IM, men fortæller ganske præcist IM's officielle holdning til bevægelsen. Disse bekendtgørelser må siges
at være helt centrale kilder til denne opgaves problemstilling, da
de udtrykker, hvad IM's ledelse kunne blive enige om angående Oxford-bevægelsen.
Til gengæld fortæller de som sagt ikke direkte noget om, hvordan
den menige IM'er forholdt sig til den nye bevægelse. Dette må
udledes af begrundelserne for at udsende bekendtgørelserne - hvorfor
måtte IM have en officiel holdning til Oxford-bevægelsen?
4.4. Indlæg i Indre Missions Tidende IMT havde ikke en decideret læserbrevsdebat i 1930'erne. Alligevel må en del artikler fra perioden betragtes som en slags debatindlæg, hvor man efterlyste en klarere udmelding fra IM's bestyrelse eller ytrede sig om, hvordan IM burde forholde sig til Oxford-bevægelsen. Hovedparten af disse indlæg må formodes at være fra personer med nær tilknytning til IM og dermed repræsenterer indlæggene holdninger, som fandtes indenfor IM. Hvor repræsentative, de er, er straks sværere at sige. Man må dog kunne gå ud fra den tommelfingerregel, at IMT's redaktionelle linie har bortcensureret indlæg, som man mente ikke repræsenterede holdningen hos i det mindste en vis del af IM'erne. Der kan dog ikke siges noget præcist om dette, og selvom dette virkelig var tilfældet, så er man alligevel overladt til redaktionens vurdering af, hvad der var repræsentativt. Da jeg ingen steder har fundet retningslinier
for, hvad der blev optaget i IMT, og hvad der evt. blev afvist, kan det
også være svært at afgøre, om de trykte indlæg
afspejler holdningerne i de indsendte indlæg på en rimelig
måde. Da begge redaktører - Chr. Bartholdy og A. Westergaard-Jacobsen
- som vist i emnedelen var hovedsageligt positive overfor Oxford-bevægelsen,
kunne man få en mistanke om, at indlæg, som delte deres holdning,
slap lettere igennem til IMT's spalter.
4.5. Vurderinger af Oxford-bevægelsen Denne kildegruppe rummer to lange indlæg fra IMT i 1936. Disse kilder anvendes i denne opgave til mere kvalitative tekstanalyser som beskrevet i metode-afsnittet. De to vurderinger i IMT af henholdsvis Johs. Pedersen og Chr. Bartholdy - begge medlemmer af IM's bestyrelse - giver et indblik i den interne uenighed i bestyrelsen. Dog skal man være opmærksom på, at man næppe i disse offentliggjorte artikler vil udtrykke sig lige så hårdt som under et lukket bestyrelsesmøde. I lighed med de andre indlæg i IMT
er der et repræsentativitetsproblem med disse vurderinger. Da jeg
imidlertid ikke benytter vurderingerne til en kvantativ vurdering af, hvad
flertallet af IM'ere mente, men i stedet laver en kvalitativ analyse, bliver
problemet mindre påtrængende. Desuden har jeg udvalgt de to
indlæg, fordi de efter min vurdering er repræsentative for
de forskellige holdninger, der blev givet udtryk for i IMT generelt.
Årsberetningerne i IM's almanak "Det nye Aar" giver år for år et tilbageblik på det år, der netop er gået, i en refererende form. De bliver dermed en kilde til at forstå, hvad der i forfatterens bevidsthed har stået som de vigtigste begivenheder i årets løb og selvfølgelig også til, hvad der helt konkret skete i årets løb. For 1934 er årsberetningen skrevet
af Paul Nedergaard, mens de øvrige er skrevet af bestyrelsesmedlem
Johs. Pedersen. Disse virker som velorienterede og pålidelige med
hensyn til, hvad der rent faktisk rørte sig indenfor IM og i dansk
kirkeliv i det hele taget. Når beretningen antager en mere vurderende
karakter melder der sig dog et repræsentativitetsproblem i lighed
med de ovenstående kilder.
4.7. Artikler fra Kristeligt Dagblad De benyttede artikler fra Kristeligt Dagblad er repportager fra IM's årsmøder. Da der er tale om artikler skrevet af en journalist, der deltog i årsmøderne, må de anses for at være pålidelige kilder til, hvad der skete på disse årsmøder. Imidlertid må man være opmærksom
på, at Kristeligt Dagblad frem til 1936 var ejet af IM.(34)
Derfor kunne IM til en hvis grad kontrollere bladets indhold. Der er dog
ikke tegn på, at man benyttede sig af denne mulighed.
Erindringer fra henholdsvis Chr. Bartholdy, Georg Bartholdy og Johannes Magelund er indraget som kilder i denne opgave. Chr. Bartholdy må som IM's formand under debatten om Oxford-bevægelsen anses for en velorienteret kilde til hele perioden. Georg Bartholdy var bror til Chr. Bartholdy og bruges som kilde til et enkelt bestyrelsesmøde, hvor han var til stede. Selvsagt bliver han i kraft af sin tilstedeværelse et førstehåndsvidne til, hvad der skete på dette møde. Johannes Magelund var hjælpepræst hos Chr. Bartholdy i den behandlede periode og må derfor anses for at være rimeligt velorienteret angående debatten i IM. Ulempen ved erindringer som kilde er den store tidsmæssige afstand mellem de beskrevne begivenheder og nedskrivningen af erindringerne. Dermed øges faren for erindringsforskydninger og efterrationaliseringer. Dette opvejes dog delvist for Chr. Bartholdys vedkommende af, at han angiver at have kontrolleret erindringerne med sin dagbog.(35) Fordelen ved erindringsmaterialet er, at
begivenhederne i bagklogskabens uendeligt klare lys kan stå mere
sammenhængende, end de gjorde, da vedkommende stod midt i dem, uden
at denne senere synsvinkel er decideret forkert. Denne vinkel kan være
interessant at sammenligne med udsagn samtidige med begivenhederne. Derudover
kan visse ting siges åbent efter nogle års forløb. F.eks.
angående den interne splittelse i IM.
Emnedel 5. Indre Mission i mellemkrigstiden IM havde udadtil et samlet, militant udtryk.(36) Man hævdede at være et arbejde, ikke et parti, der samlede de, som havde haft en omvendelsesoplevelse. Det gav et skel mellem de troende, de omvendte, indenfor IM og de vantro og åndeligt døde udenfor. Indadtil var der imidlertid store forskelle og uenighed. De sidste store vækkelser fandt sted fra 1880'erne til omkring 1900, og det betød, at det nu var "vækkelsens børn og børnebørn" - anden og tredje generation - som prægede IM. For disse var rammer og former ikke nye, men velkendte og rutineprægede. Tendensen til "forstening" var markant. Dette medførte kritik og diskussion om den rette kurs. I begyndelsen af 1920'erne var der en vækkelse i Nord- og Vestjylland. De nyvakte kritiserede IM for at være blevet verdsliggjort. Efter et "rabaldermøde" i Kjellerup i efteråret 1925 skilte en række kredse sig ud fra IM som "De gamle stiers Indre Mission". Kritikken forsvandt dog ikke dermed indenfor IM. I årene derefter ønskede mange sig tilbage til vækkelsestiden i slutningen af det 19. århundrede, hvor man ikke var stivnet i "et dødt og koldt formvæsen."(37) KFUM og KFUK blev også kritiseret for deres kulturåbenhed. Kritikken blev bl.a. imødegået i bladet Væbnervagten, der pointerede vigtigheden af at beskæftige sig med noget, som interesserede ungdommen, og talte for en selvstændiggørelse af KFUM og KFUK i forhold til IM. Ved IM's forårsmøde i 1929 blev der dog gydt olie på vandene, og man enedes om at bevare de tætte forhold mellem ungdomsbevægelsen og IM. Den kristne studenterbevægelse, Studenterforbundet, blev midt i 1920'erne angrebet indefra for en overfladisk og sentimental religiøsitet. Under indflydelse fra den tyske teolog Karl Barth blev kritikken en afstandstagen fra al vækkelsesfromhed, og fra 1926 samledes kritikerne om bladet Tidehverv. De unge præster skabte også problemer for IM. De tidehverske måtte man afskrive, men den ældre generation havde også betænkeligheder overfor dem, som blev i IM. De havde en videre horisont og et mere frit bibelsyn end den ældre generation. Dette skabte grundlag for fornyelse, men også for en "generationskløft". I 1929 blev de unge lukket ind i varmen, da den 33-årige A. Westergaard-Jacobsen blev redaktør på IMT, og Chr. Bartholdy blev medlem af bestyrelsen, 40 år gammel. Bartholdy skabte straks ballade, da han i tre artikler i IMT offentligt kritiserede IM. En del af de unge præster var præget af den tyske Luther-renæssance og en moderat, kirkelig barthianisme. Dette førte til en større interesse for "den rette lære" og medførte bl.a. en række solide dogmatiske artikler og afhandlinger i IMT fra slutningen af 1920'erne og frem. Barthianismen skabte dog også problemer for IM, da der blev sat spørgsmålstegn ved fromhedslivets værdi, omvendelsen som engangsbegivenhed og skellet mellem troende og vantro - alle kernepunkter for IM. Forholdet til Københavns Indre Mission
var i mellemkrigstiden særdeles godt. Man kan sige, at der skete
en stadig sammensmeltning, der pegede frem mod sammenlægningen af
de to foreninger i 1962.(38)
6.1. Oxford-bevægelsens karakteristika Oxford-bevægelsens leder, Frank Buchman, havde i 1908 gennem den engelske Keswick-bevægelse, en institution med rod i "Revival and Holiness Movement", oplevet sin "anden omvendelse" til helligørelse, jvf. punkt to i den i teori-afsnittet skitserede idealmodel for "Revival and Holiness Movement".(39) I 1921 fik han tillige en vision om at forandre verden, ganske som idealmodellens punkt fire beskriver. Denne oprindelige vision blev betegnet som "moralsk nedrustning" - en nedrustning af had og fjendtlighed mellem mennesker, hvilket skulle føre til tillidsfuldt samarbejde. Omkring 1937 ændredes betegnelsen til "moralsk genoprustning" - det gjaldt om at ruste sig åndeligt som et modsvar til den politiske og militære oprustning i Europa.(40) Visionen minder stærkt om den tredje epoke, der omtales i punkt et i idealmodellen. Teologien var i Oxford-bevægelsen instrumentelt underlagt aktiviteterne og fungerede ikke som basis for disse. Det medførte, at teologien i bevægelsen var yderst fleksibel. Det eneste, man kan kalde fællesnævnere, var en stræben efter en simpel, bibelsk kristendom, jvf. punkt tre i den omtalte idealmodel, og en bagvedliggende "overgivelses-teologi", igen jvf. idealmodellens punkt to.(41) Overgivelses-teologien førte til en række principper for den kristne, som havde oplevet "forvandlingen", bevægelsens pendant til den anden omvendelse.(42) For det første, at man dagligt skulle lade sig føre af Gud, så man levede sit liv i overensstemmelse med Guds plan. Denne førelse skete ved en daglig stille stund, hvor man noterede, hvad Gud talte til én. Disse budskaber fra Gud skulle dog kontrolleres på forskellig vis. For det andet et frygtløst forhold til synd, som blev defineret i forhold til de fire absolutter, der omtales nedenfor. Synden var den fællesnævner, der knyttede det kristne fælleskab sammen. Det tredje princip var samdeling - bekendelse og vidnesbyrd, der enten kunne foregå privat, i grupper eller offentligt. Dette knyttedes til et fjerde princip om nødvendigheden af at vidne for andre om ens oplevelser med Gud. Disse to principper kan på sin vis tåle sammenligning med punkt fem i idealmodellen. Endelig var der et femte princip om loyalitet. Først og fremmest overfor Kristus, men dernæst overfor de, der havde åbenbaret Kristus for én, dvs. Oxford-bevægelsen. De ovenfor omtalte fire absolutter var absolut ærlighed, absolut renhed, absolut uselviskhed og absolut kærlighed.(43) Synd var defineret som handlinger, der sted mod disse absolutter. Ud fra den komparation, jeg i det ovenstående
har draget mellem idealmodellen for "Revival and Holiness Movement" og
Oxford-bevægelsen, må det stå klart, at de to lignede
hinanden i en sådan grad, at det må være rimeligt at
tale om Oxford-bevægelsen som en ny variant indenfor "Revival and
Holiness Movement". Dermed bliver den i metode-afsnittet omtalte diakrone
komparation stærkt relevant, da der er tale om IM's reaktion på
to bevægelser af samme type med en generations mellemrum.
6.2. Oxford-bevægelsen i Danmark De fire faser for Oxford-bevægelsen, som er omtalt i teori-afsnittet, vil her blive indkredset for Danmarks vedkommende. Informationsfasen indledtes i 1932, hvor bevægelsen blev beskrevet både i Kristeligt Dagblad og det københavnske blad for KFUM. I april 1933 inviterede KFUM i København to mænd med tilknytning til Oxford-bevægelsen for at fortælle om denne. Også Århus blev besøgt af de to. Der dukkede til stadighed artikler op om Oxford-bevægelsen, og sognepræsten Knud Hee Andersen anbefalede i november 1933 bevægelsen i Præsteforeningens blad. En række bøger om Oxford-bevægelsen blev oversat fra engelsk af bl.a. Hee Andersen og overbibliotekar ved Det kongelige Bibliotek H. O. Lange.(44) Fasen med vækkelsesgrupper begyndte vinteren 1933/34. I januar 1934 holdt man et Oxford-stævne nær Haslev, og i februar forsøgte man sig med et møde for præster. Oxford-stævnet samlede 30 faste deltagere, mens ca. 100 i alt besøgte stævnet. Præstemødet havde deltagelse af over 150 præster med forskellig baggrund, men hovedsagligt unge. Begge arrangementer var uafhængige af Frank Buchmans Oxford-bevægelse, men inspireret af denne.(45) I 1934 blev der i alt holdt 12 Oxford-stævner inspireret af Oxford-bevægelsen, hvilket førte til oprettelse af en række grupper, nogle kaldet "broderkredse", der ligeledes var inspireret af bevægelsen uden direkte tilknytning til denne.(46) Oxford-gruppe-fasen blev indledt de første dage i januar 1935 ved det første egentlige offentlige Oxford-stævne i Hadsten. I november 1934 havde Norge oplevet sit første egentlige Oxford-stævne arrangeret af Frank Buchman og hans internationale team. Rygterne om, hvad der var sket i Norge, trak mange nysgerrige og journalister til Hadsten, hvilket gav stævnet et noget kaotisk præg. I alt deltog omkring 1000 personer i mindst et af møderne.(47) Frank Buchman oplevede stævnet som gæst, men var ikke glad for, at stævnet blev kaldt et Oxford-stævne. De danske arrangører havde efter hans mening gjort for meget for at omskabe Oxford-bevægelsen til danske forhold.(48) I marts 1935 lanceredes en massiv kampagne af Frank Buchman og et internationalt team på 2-300 personer. Efter et åbningsmøde i Odd Fellow Palæet 27. marts fulgte en uge med møder i København, hvor der var omkring 20.-30.000 deltagere i alt. Derefter begyndte teamet, der var vokset til ca. 500 medlemmer, at arrangere møder udenfor København. 17. april indledtes et påskestævne i Haslev, der strakte sig over 12 dage, og i maj gennemførtes en kampagne på Fyn. Forårskampagnen afsluttedes med et møde på Kronborg Slot i pinsen, hvor ca. 10.000 deltog.(49) I august samme år indledtes en Jyllandskampagne med et internationalt team med 6-700 medlemmer, heraf ca. halvdelen danske. Som en del af denne kampagne holdt man bl.a. møder i Ålborg og Århus, og et stævne blev arrangeret på Fanø 19.-26. august kombineret med en kampagne i Esbjerg.(50) De danske deltagere i Buchmans internationale team fortsatte arbejdet i årene herefter. Der blev bl.a. fortsat arbejdet i København, Århus og Viborg.(51) I sommeren 1937 svækkedes Oxford-bevægelsens gode rygte - og dens indflydelse - væsentligt, fordi to personer med tilknytning til bevægelsen anlagde retssag mod en tredje person, der også var knyttet til Oxford-bevægelsen. Retssagen blev af pressen præsenteret som et "Oxford-Drama", "Oxford opgør" eller "Oxford-Processen".(52) Isolationsfasen under besættelsen
falder udenfor denne opgaves rammer og bliver derfor heller ikke beskrevet
her.
7. Indre Mission og Oxford-bevægelsen 1934 I vækkelsesgruppe-fasen tog man ikke fra IM's bestyrelse principielt stilling til Oxford-bevægelsen. Tilsyneladende skabte stævnerne og grupperne rundt omkring ikke problemer for IM's arbejde, og derfor fandt man det ikke nødvendigt med sådanne udmeldinger fra bestyrelsen. En gennemlæsning af IMT fra 1934 afslører, at Oxford-bevægelsen blev omtalt på den ene eller anden måde 14 gange. Fire gange skete omtalen i forbindelse med boganmeldelser. IMT's redaktør A. Westergaard-Jacobsen anmeldte tre bøger om Oxford-bevægelsen i 1934.(53) Her erklærer han, at den rigtige holdning til Oxford-bevægelsen må være: Prøv alt, behold det bedste, en variation over 1 Thess 5,21.(54) Sognepræst Georg Bartholdy, en bror til IM's formand, forholdt sig slet ikke til bevægelsen i sin anmeldelse af en bog om Oxford-bevægelsen.(55) To gange refereres der nærmest i telegramstil om Oxford-bevægelsens aktiviteter i udlandet. Første gang af en sognepræst Vriborg, der taler om den "kristelige Vækkelse", der "glædeligvis" har vundet indpas i den engelske overklasse og nu, ifølge Berlingske Tidende, også i Parlamentet.(56) Han forholder sig ikke til, om Oxford-bevægelsen ville kunne opnå lignende resultater i Danmark. Næste omtale i telegramstil omtaler også bevægelsen som virkemiddel til vækkelse, men her fremhæves, at den har sat spor "i alle kristne Lande"(57). Dermed må der i maj 1934, hvor omtalen blev trykt, have været en vis fornemmelse af, at Oxford-bevægelsen også havde haft en virkning i Danmark i form af stævner og grupper. Nogle indlæg tog udgangspunkt i de spørgsmål, som Oxford-bevægelsen stillede til de, der allerede var omvendt, dvs. til IM'erne. Sognepræsten i Holsted tog i en artikel udgangspunkt i et spørgsmål: Skal kirken omvende sig?(58) Han forklarer, at spørgsmålet er blevet gjort aktuelt af Oxford-bevægelsen, som især virker blandt de omvendte. Dermed så han en brod mod den normale opfattelse i IM: omvendelsen var en engangsoplevelse, som satte skel mellem de troende og de vantro. Uden yderligere stillingtagen til Oxford-bevægelsen er artiklen et forsvar for at tale om, at de troende, dvs. IM'erne, også trænger til omvendelse. Senere på året tog sekretær Helge Frederiksen fra Silkeborg emnet syndserkendelse og syndsbekendelse op i en artikel.(59) Han erklærer, at artiklen ikke skal være "polemisk rettet" mod Oxford-bevægelsen, men "det skal ikke nægtes, at den ydre Grund til denne lille Betragtning netop er Manglen paa en dybere Syndserkendelse i disse Bøger", dvs. bøger fra Oxford-bevægelsen. Ganske som man kunne vente ud fra denne erklæring, bliver der ikke taget stilling til Oxford-bevægelsen, men udgangspunktet er en kritik. Andre indlæg omtalte Oxford-bevægelsen mere henkastet i forbindelse med længere artikler. Formanden for IM, Chr. Bartholdy, roste Oxford-bevægelsen for at have påpeget, at det er lettere at bekende overfor Gud end overfor de mennesker, man har syndet imod.(60) Også præsten Thomas Mollerup nævnte nærmest i forbifarten Oxford-bevægelsen i en artikel, der forsvarede den optagethed af den rette lære, som man fandt blandt yngre teologer indenfor IM og KFUM's rækker.(61) Her forklarer han, at man må vælge mellem Karl Barths lære om en fjern Gud, der virker udenfor menneskene, og Oxford-bevægelsens tale om Guds førelse i de daglige ting og Guds virke i menneskene.(62) Mollerup siger dog ikke, hvad man bør vælge, selv om hans barthianske tone er klar. Hans hovedpointe er at fremme lærebevidstheden blandt IM'erne. Pastor Gunner Engberg havde et indlæg i IMT og nævnte her kort Oxford-bevægelsen. I hans øjne er årsagen til, at Oxford-bevægelsen trænger de barthianske tanker i baggrunden, at den repræsenterer livet. "Læren adskiller; Livet forener," citerede han Oxford-bevægelsen.(63) Engberg tager dermed en positiv stilling til Oxford-bevægelsen pga. dens omvendelses-resultater. I et radioforedrag den 26. september 1934, der senere blev trykt i IMT, af sognepræst A. Fibiger, som var IM's bestyrelses alderspræsident, udtrykkes en delvis positiv holdning til Oxford-bevægelsen. Fibiger ønsker sig en tilbagevenden til "de første Dage", dvs. til IM's storhedstid, hvor det personlige vidnesbyrd efter hans mening var det bærende. Dette kan f.eks. ske ved at få "Oxford-Bevægelsens levende Strømme rigtigt oversat paa dansk og faa dem ledet ind til Overrisling i vore Samfund og vore Hjem."(64) Dette må betragtes som en variationen over holdningen om at beholde det bedste i bevægelsen og kassere resten. I december måned var der et indlæg i IMT under overskriften "Noget om Oxford-Gruppe-Bevægelsen".(65) Indlæget består af tre citerede småstykker fra andre blade og en lille indledende kommentar forfattet af "C.C." Det er ikke lykkedes mig at opklare, hvem denne C.C. var. I den indledende kommentar bliver der i lighed med Engbergs indlæg lagt vægt på, at bevægelsen fører til vækkelse, og at den derfor er en velsignelse, uanset mulige læremæssige brister. Den mest fyldige og grundige vurdering af Oxford-bevægelsen i IMT i løbet af 1934 kom fra pastor A. Ohrt fra Kildevældskirken i København.(66) Pastor Ohrt havde besøgt England og været i kontakt med Oxford-bevægelsen dér. Hans artikel blev først trykt som del af serie af artikler i Københavns Indre Missions blad, "Liv og Lys", hvor forskellige personer gav deres vurdering af Oxford-bevægelsen.(67) Ohrt indleder artiklen med en bemærkning om, at "Oxfordbevægelsen er blevet et omstridt Spørgsmaal i den senere Tid". Ud fra omtalen af bevægelsen i IMT gennem 1934 - og for den sags skyld "Liv og Lys" - virker dette ikke rigtigt. Der må derfor have foregået en del debat udenom disse organer, formodentligt i IM-samfundene. Herefter begiver Ohrt sig ud i et omfattende forsvar for Oxford-bevægelsen ud fra egne positive erfaringer i England. Han hæfter sig bl.a. ved, at bevægelsen har "en forbavsende Virkning", og at han ikke har mødt nogen teologisk betænkelig forkyndelse. Han konkluderer efter sin argumentation: "Derfor mener jeg om Oxfordbevægelsen, at den er det Salt, som vi i Øjeblikket trænger til." Som det fremgår af den ovenstående
gennemgang, var indlæggene om Oxford-bevægelsen i løbet
af 1934 positive, men med visse forbehold. Kun pastor Ohrt havde tilsyneladende
ingen forbehold. Nogen egentlig debat om bevægelsen blev det dog
ikke til. I et tilbageblik på 1934 i IM's almanak "Det nye Aar" omtales
Oxford-bevægelsen ganske kort, men kun som et diskussionsemne, som
bl.a. var blevet behandlet på de stævner, som er omtalt i afsnit
6.2.(68) Der er ingen antydning af, at
emnet skulle være sprængfarligt.
8. Indre Mission og Oxford-bevægelsen 1935-juni 1936 I den såkaldte Oxford-gruppe-fase,
hvor det internationale Oxford-team arbejdede i Danmark, blev debatten
om bevægelsen stærkt intensiveret i IM. Flere bestyrelsesmedlemmer
fik personlige erfaringer med den nye bevægelse, og bestyrelsen udsendte
tre forskellige resolutioner om Oxford-bevægelsen på et år.
8.1. Bestyrelsesmedlemmers reaktion A. Fibiger havde som omtalt allerede i 1934 tilkendegivet en vis positiv indstilling til Oxford-bevægelsen. I 1935 erklærede han i en artikel i IMT: "For mig er der ingen Tvivl om m.H.t. Oxford-Bevægelsen, at Gud er i den. Det har jeg oplevet ved, hvad den har bragt mig i mit eget Liv, og det har jeg set især paa unge, der er opvokset i troende Hjem."(69) Fibiger afviste dog at være blevet "Oxford-Mand"(70) og understregede, at det var nødvendigt at lede de vakte ved Oxford-bevægelsen "ind paa den lutherske Kirkes faste Grund."(71) Med andre ord gjaldt det om at få de vakte bragt ind i IM. Det fremgår af Fibigers argumentation, at han selv var blevet grebet af Oxford-bevægelsens budskab, og at dette var afgørende for hans position. Også forstander Davidsen fra Haslev, IM's skolemæssige højborg, blev berørt af Oxford-bevægelsen. I IMT skrev han om sit indtryk af det store Oxford-stævne i påsken 1935 i Haslev. Davidsen havde oplevet vid og lune i forkyndelsen, som mindede ham om Vilh. Beck og Anders Stubkjær.(72) Brugen af vidnesbyrd fra forvandlede mennesker om den virkning, Oxford-bevægelsen havde haft i deres liv, ser han som "et dristigt, genialt, religiøst Greb med en Umaalelig Kraftvirkning."(73) Han tilskriver disse vidnesbyrd Oxford-bevægelsens succes. Samdeling og talen om Guds førelse er bibelsk funderede.(74) Der er dog ingen grund til, at Oxford-bevægelsen skal have æren for at have taget disse midler i brug: "Dette er altsammen gammelkendt, ogsaa i Indre Mission, men trænger i høj Grad til at komme frem igen."(75) Der var dog også noget at kritisere ved den nye bevægelse: bøn og sang blev ikke brugt ved møder, og forkyndelsen talte ikke direkte om synd, tro og andre centrale dogmatiske emner.(76) Davidsen brød sig heller ikke om, at man skulle fortælle offentligt, hvad Gud havde talt til én i den stille stund. Og resultatopgørelser af forkyndelsens virkning v.h.a. håndsoprækning mente Davidsen let førte til "aandelig Vold."(77) Konklusionen på begivenhederne i Haslev er for Davidsen, at der var vækkelse - både blandt IM'erne og for folk udenfor IM. En vækkelse, som han ikke før havde set i Haslev i de 43 år, han havde været i byen. "Selv har jeg da ogsaa faaet en Velsignelse," bemærker han. Oxford-bevægelsen var svaret på mange års bøn om vækkelse.(78) På Oxford-stævnet på Fanø i august 1935 sagde Davidsen i en tale: "Jeg vil elske disse Oxford-folk til min Dødsdag."(79) I december måned samme år forsvarede han i en længere artikel Oxford-bevægelsen på samme måde som i artiklen om Haslev-stævnet.(80) Da Davidsen imidlertid døde 13. december 1935, forsvandt han som støtte for en Oxford-venlig linie i bestyrelsen.(81) Sognepræst Th. Willer manede til trofasthed mod IM og fastslog, at Guds ord stadig skulle være det centrale i IM's forkyndelse, ikke vidnesbyrd om egne oplevelser. Desuden pointerede han, at der stadig var nogle, som blev omvendt ved den traditionelle forkyndelse i IM.(82) Denne argumentation må ses som et udtryk for "forsteningen" i IM. Det gjaldt om at holde på tropperne, for der kom ikke mange nye til. IM's formand, Chr. Bartholdy, havde flere møder med Oxford-bevægelsen i løbet af 1935. Første gang var ved et præstekonvent i januar måned, hvor Knud Hee Andersen var indbudt for at fortælle om Oxford-bevægelsen. Bartholdy bed her mærke i en bemærkning om, at man skulle søge forsoning med mennesker, man havde fået et dårligt forhold til. Efter konventet omsatte han dette i praksis i sit eget sogn, hvilket var yderst positivt for ham. Dette stemte ham positivt overfor Oxford-bevægelsen.(83) Bartholdy har et sted dateret denne oplevelse til efter Oxford-stævnet på Fanø i august, men det må dreje sig om en erindringsforskydning, da oplysningerne i erindringerne både er kontrolleret mod en dagbog og tidsmæssigt er forfattet før den anden kilde.(84) Imidlertid deltog Bartholdy på Fanø, hvor han for første gang mødte Buchman og det internationale team.(85) I en skildring herfra i IMT kritiserer han, at det evangeliske budskab om Guds frelsesgerning mangler i Oxford-forkyndelsen og i vidnesbyrdene.(86) Samtidig roser han Oxford-folkene for deres barnlige tro og deres evne til at nå udenfor de traditionelle kristelige kredse med deres budskab.(87) Konklusionen er: "Vækkelse har vi bedt om. Nu er den her. Lad os takke Gud for den og bede om, at han vil lede den ind over hele vort Folk."(88) Til Kristeligt Dagblad sagde han ved afrejsen fra Fanø, at der var tale om "en virkelig Vækkelse" og "jeg [har] ikke Lyst at kritisere."(89) Ved en anden lejlighed sagde Bartholdy, at Fanø-stævnet havde hjulpet ham til at indse, at også han kunne have brug for fornyelse i det kristne liv.(90) Næste indlæg fra formanden
om Oxford-bevægelsen var en længere redegørelse i foråret
1936. Denne vil imidlertid blive behandlet mere grundigt og analyserende
senere sammen med et lignende indlæg fra bestyrelsesmedlem Johs.
Pedersen.
8.2. De store møder og bestyrelsens resolutioner IM's bestyrelse indkaldte årligt til tre store møder: forårsmødet, årsmødet og efterårsmødet. Forårsmødet og efterårsmødet havde et vist regionalt præg, mens årsmødet samlede IM'ere fra hele landet. Forårsmødet 1935 blev holdt i Varde i april måned. Oxford-bevægelsen blev her diskuteret efter et foredrag af bestyrelsesmedlem Johs. Pedersen under overskriften "Vor Kirkes Bekendelse."(91) Johs. Pedersen angreb forestillingen om, at læren, dvs. dogmatikken, skulle være underlagt livet.(92) Oxford-bevægelsen blev kritiseret for en overfladisk lære om synd via de fire absolutter.(93) I den efterfølgende diskussion, som blev betegnet "ret livlig"(94), forsvarede bl.a. forstander Davidsen den nye bevægelse sammen med flere andre, men en del var enige i Johs. Pedersens mere reserverede holdning.(95) Ved årsmødet i Vejle samme år var der lagt op til, at IM skulle tage stilling til Oxford-bevægelsen. Inden mødet udtalte Chr. Bartholdy til Kristeligt Dagblad, at han forventede, at Oxford-bevægelsen ville blive diskutteret, og at bestyrelsen ville tage stilling. Samtidig oplyste han, at flere indremissionærer var blevet "Oxfordfolk."(96) Diskussionen viste vidt forskellige holdninger til Oxford-bevægelsen. Fra sognepræst Andreasen fra Harboøre, der stærkt kritiserede bevægelsens virksomhed i Danmark, til sognepræst Moe fra Æreskøbing, der ønskede et dansk Oxford-team sendt til Ærø.(97) Efter årsmødet udsendte bestyrelsen en resolution om Oxford-bevægelsen.(98) Heri udtrykte man glæde over, at nogle var kommet til tro gennem bevægelsen, og at der kom fornyelse og god tilskyndelse til IM fra denne. Samtidig slog man dog fast, at IM fortsat ville fastholde den evangelisk-lutherske kirkes bekendelse, og at forkyndelsen i missionshusene skulle bygge på dette grundlag. Endelig opfordrede man IM'erne til at "bevare Aandens Enhed i Fredens Baand." Denne lidt kryptiske opfordring må tydes sådan, at der skulle være plads til forskellige syn på Oxford-bevægelsen indenfor IM, uden at dette skulle skabe splittelse. Resolutionen var i sin ordlyd åben for forskellige fortolkninger. Der blev ikke sagt noget om, hvorvidt Oxford-bevægelsens forkyndelse stemte overens med bekendelsen. Dette kunne derfor skabe diskussion rundt om i IM's samfund. Flere efterlyste tilsyneladende en klarere udtalelse. A. Westergaard-Jacobsen fortalte i IMT, at han havde fået flere henvendelser, der udtrykte holdninger som: "Vi kan ikke klare os med den valne Resolution eller Udtalelse fra Aarsmødet i Vejle."(99) I forbindelse med efterårsmødet 1935 på Bornholm udsendte bestyrelsen en uddybning af resolution fra årsmødet, sikkert i lyset af kritikken af denne tidligere resolutions vage ordlyd. Under overskriften "Indre Mission i en hidtil ukendt Situation" gjorde formanden Chr. Bartholdy det klart, at den nye situation - at der indenfor Folkekirken var opstået en vækkelsesbevægelse, der ikke var udgået fra IM - gjorde det umuligt for bestyrelsen at komme med en klar udtalelse, før man havde set, hvad vækkelsen udviklede sig til.(100) Den reelle baggrund var dog nok, at bestyrelsen langtfra var enig.(101) Derimod kunne bestyrelsen udtale sig klart om brugen af missionshusene i forbindelse med Oxford-bevægelsen. Tre punkter udgjorde vejledningen: 1) medlemmer af frikirker - "Sekterere" - måtte ikke tale i missionshusene; 2) der skulle være enighed i samfundsbestyrelsen om at bruge missionshuset til Oxford-møder, hvis sådanne skulle finde sted; 3) hvis et dansk Oxford-team skulle holde møde, måtte lederen af dette have taletilladelse til missionshusene eller være præst i Folkekirken.(102) Derudover opfordrede Bartholdy på bestyrelsens vegne IM'erne til at være åbne overfor dem, der var blevet vakt ved Oxford-bevægelsen, og formanede de IM'ere, som var blevet berørt af bevægelsen, til ikke at føle sig bedre end de, der ikke var blevet berørt.(103) Den sidste opfordring blev givet med henblik på de konsekvenser, syndfrihedslæren havde haft omkring århundredeskiftet. Fra begyndelsen af marts 1936 til slutningen af juli måned samme år lå IM's formand alvorligt syg og kunne ikke deltage i debatten om Oxford-bevægelsen.(104) Tilsyneladende var der ikke stor debat om Oxford-bevægelsen på forårsmødet i 1936, men til gengæld var der lagt op til ballade på årsmødet i Randers. I løbet af foråret havde IMT bragt et længere indlæg fra formanden skrevet inden hans sygdom i opposition til et andet langt indlæg fra bestyrelsesmedlem Johs. Pedersen. Begge disse vil blive nærmere behandlet senere. Formandens hjælpepræst i denne periode, Johannes Magelund, fortæller, at Bartholdys indlæg havde skaffet ham så stor modvilje blandt nogle i IM's bestyrelse, at man havde planer om at afsætte ham som formand.(105) Der er dog ikke andre kilder, der fortæller om sådanne planer. Efter alt at dømme var debatten på årsmødet imidlertid særdeles livlig. Man følte anledning til - mod sædvane - at nedlægge forbud mod, at pressen refererede debatten. Et sådant forbud havde man også benyttet i 1902, hvor debatten om helliggørelseslæren var voldsom.(106) Kristeligt Dagblad vovede dog at sige om den, "at saa at sige hver eneste Taler kom ind paa Oxfordbevægelsen."(107) I IMT skrev redaktøren, at der var blevet sagt "drøje Sandheder" fra både modstandere og tilhængere af Oxford-bevægelsens indflydelse i IM.(108) Tilsyneladende ønskede omkring 100 præster klarere besked angående IM's forhold til Oxford-bevægelsen.(109) Ved indledningsgudstjenesten talte A. Fibiger og tog forholdet til Oxford-bevægelsen under behandling. Han pointerede, at de fremmede arbejdsformer, som bevægelsen benyttede, virkede uvante for IM'erne, men at det samme i sin tid havde været gældende for mange om IM's former i det 19. århundrede.(110) Fibiger var overbevist om, at Oxford-bevægelsen havde virket fornyende for alle IM'ere i deres trosliv.(111) Samtidig advarede han imidlertid om, at "de objektive Kraftkilder"(112) - Bibelen og sakramenterne - og det evangeliske frelsesbudskab til tider blev fortrængt af vidnesbyrd om egne oplevelser.(113) "Den største Fare, der truer Oxford, er, om de sætter deres Oplevelser i Stedet for Naaden."(114) Fibiger mente, at IM'erne som de med "den største aandelige Rigdom" skulle tage ansvaret for ikke at støde de vakte fra Oxford-bevægelsen fra sig.(115) Det var ikke muligt i længden at leve på Oxford-bevægelsens budskab, og derfor skulle de vakte sluses ind i IM. Chr. Bartholdy sagde senere, at Fibiger ved denne tale "gød olie på de oprørte vande."(116) Kritikkerne fik ret i deres bekymring om Oxford-bevægelsens mangefulde dogmatik, mens de mere positivt indstillede fik ret i deres påpegning af, at bevægelsen havde virket vækkelse. Som afslutning på Fibigers tale blev en resolution fra bestyrelsen læst op og uddelt til deltagerne ved gudstjenesten. Fibiger kaldte denne resolution "et Vidnesbyrd om, at Bestyrelsen har fundet sine egne Ben, og dem agter vi at staa paa."(117) Randers-resolutionen blev efter alt at dømme aftrykt i IMT.(118) Imidlertid har jeg ikke ved grundig gennemlæsning været i stand til at finde resolutionen i IMT. Derfor har jeg anvendt den fra et andet blad, som må formodes at have aftrykt den korrekt.(119) Resolutionen tager udgangspunkt i IM's 75 års jubilæum i 1936. Man glæder sig over, at IM endnu er et redskab, som Gud bruger til at kalde mennesker til tro. Det indrømmes, at der har sneget sig en vis "Sløvhed og aandelig Magelighed" ind i arbejdet. Anledningen til denne indrømmelse angives at være den åndelig uro og spørgen i tiden. Dermed kan kun være tænkt på Oxford-bevægelsen, og "bekendelsen" skal dermed ses som en indrømmelse overfor denne. Derefter slår bestyrelsen fast, at man i fremtiden vil fortsætte arbejdet langs IM's "gamle Linie, prøvet gennem de 75 Aar og benaadet af Gud med rige Velsignelser." I følge Fibiger skulle resolutionen "som en Fane [...] vaje over dette Møde og over Indre Missions Fremtid."(120) En kritikker invendte i IMT under pseudonymet "Kristen Ven", at "Materiale til mere end et Bordflag er der ikke i en sådan Tilkendegivelse."(121) Indholdet i resolutionen må betegnes
som temmeligt vagt. En erklæring om at følge den hidtidige
kurs, der ikke sagde meget om, hvor den kurs gik hen i fremtiden. Til megen
hjælp i afklaring af forholdet til Oxford-bevægelsen var den
ikke.
I Norge var man i Oxford-gruppe-fasen delt i holdningen til Oxford-bevægelsen indenfor de gamle vækkelsesbevægelser.(122) Nogle steder samarbejdede man, men nogle var stærkt kritiske. Indenfor Indremisjonsselskapet var generalsekretær Johan Martin Wisløff og professor Ole Hallesby stærkt kritiske ud fra dogmatiske betragtninger, mens lederen af Det Vestlandske Indremisjonsforbund, Ludvig Hope, var mere positiv pga. egne gode erfaringer fra mødet med bevægelsen. Også Oslo Indremisjon var delvist positiv. Indremisjonsselskapet formåede aldrig at finde en resolution om Oxford-bevægelsen, som kunne vedtages ved generalforsamlinger. Når de gamle vækkelsesbevægelser indenfor de statslige evangelisk-lutherske kirker i både Danmark og Norge havde svært ved at melde klart ud angående Oxford-bevægelsen, var forklaringen sikkert, at man i tiden forud for Oxford-bevægelsen havde efterlyst vækkelse. Derfor var det svært at afvise Oxford-bevægelsen, som mange fortalte havde forvandlet deres liv, havde vakt dem. Det havde været lettere, hvis den nye bevægelse havde været klar sekterisk, dvs. frikirkelig, som f.eks. pinsebevægelsen, der klart kunne afvises af missionsbevægelserne. Samtidig havde de fleste betænkeligheder vedrørende Oxford-bevægelsens dogmatik - eller mangel på samme - og metoder, og flere så bevægelsen som en uønsket konkurrent, der ville "årelade" de gamle bevægelser, som var havnet i en vis "forstening". I forbindelse med røret omkring helligørelsesbevægelsen omkring 1900 var IM også delt.(123) Som før omtalt blev debatten på årsmødet i 1902 mørkelagt - formodentlig pga. et ønske om ikke offentligt at vise splittelsen. I forbindelse med produktionen af et "hyrdebrev" om helligørelseslæren i efteråret 1904 var der store problemer pga. indbyrdes uenigheder i bestyrelsen. Pastor H.P. Bjarnesen, der var redaktør af IMT, ønskede en skarp afstandtagen af typen "vi misbilliger" overfor N.P. Madsens synspunkter, mens grev Holstein ønskede en tekst med mulighed for fortolkning, da han på mange måder var enig med H.P. Madsen. Resultatet blev derfor også et kompromis, hvor man skulle nærlæse "hyrdebrevet" for at finde en klar afstandtagen. De tre resolutioner om Oxford-bevægelsen
og "hyrdebrevet" om helliggørelseslæren viser to fællestræk
hen over tiden: for det første, at bestyrelsen ønskede at
vejlede IM'erne om, hvad de skulle mene, og for det andet, at man ikke
overvejede at udsende en sådan vejledning, hvis den kun var underskrevet
af en del af bestyrelsen. Det sidste punkt gjorde, at man, når bestyrelsen
var delt, måtte formulere sig yderst vagt. Det forklarer, hvorfor
der aldrig fremkom et klart ja eller nej til Oxford-bevægelsen fra
IM's bestyrelse.
I januar-februar 1936 kunne man i IMT læse en vurdering af Oxford-bevægelsen forfattet af bestyrelsesmedlem Johs. Pedersen. Indlægget var blevet forudomtalt i december 1935 i IMT af redaktør A. Westergaard-Jacobsen.(124) Muligvis var det tænkt som en slags semi-officiel vurdering fra bestyrelsens side. Pedersen havde i IM's almanak for 1936, der udkom i efteråret 1935, givet en vurdering af Oxford-bevægelsen(125). A. Westergaard-Jacobsen omtalte i en anmeldelse den som "en kærlig og ædruelig Vurdering af Oxfordgruppebevægelsen og vort Forhold til den" og spurgte: "Mon ikke vore forskellige Opfattelser [...] kan midtsamles i det, han skriver?"(126) Derfor kan man have opfordret Johs. Pedersen til at skrive sit indlæg i et forsøg på at give en grundig vurdering, som bestyrelsen kunne stå samlet om. Jeg har dog ikke fundet nogle klare udsagn om, at det var planen med indlægget. Hvorom alting er, så var formanden Chr. Bartholdy ikke helt tilfreds med indlægget og producerede, inden sygdom gjorde ham ude af stand til at deltage i debatten, et langt indlæg mod Johs. Pedersen(127). De to indlæg er repræsentative for de synspunkter, der fremkom i debatten om Oxford-bevægelsen og vil derfor her blive udsat for en nærmere analyse. 9.1. Johs. Pedersen: Gamle Sandheder og gamle Vildfarelser i moderne klæder Pastor Johs. Pedersen forsøger i sit indlæg at give en saglig begrundet dogmatisk kritik af nogle af Oxford-bevægelsens centrale begreber. Hovedtesen er, at bevægelsen ikke bringer noget nyt, men viderefører en række gamle sandheder og vildfarelser, jvf. overskriften på indlægget.(128) De behandlede begreber er førelse, vidnesbyrd og skriftemålet, dvs. samdeling i Oxford-terminologien. Endelig giver han forholdet mellem læren og troslivet en fyldig behandling. For klarhedens skyld er det bedst at se nærmere på det sidste punkt først. Angående forholdet mellem læren og troslivet er det Johs. Pedersens pointe, at læren er det første, det primære. "Derfor maa vi ikke indrette Læren efter Livet, men indrette Livet efter Læren."(129) Der argumenteres for, at dette synspunkt er både bibelsk og luthersk.(130) Derfor må man i bedømmelsen af en religiøs bevægelse som Oxford-bevægelsen "prøve dens Lære efter Skriften," dvs. Bibelen. Det er ud fra denne synsvinkel, at Johs. Pedersen sammenligner Oxford-bevægelsens lære om nogle begreber med Bibelens tale om disse begreber. For hvert enkelt begreb argumenterer han for, at Oxford-bevægelsens lære ikke stemmer overens med Bibelen og bekendelsen. Det er korrekt at tale om førelse, men der ligger en fare i, at førelsen måske ikke er fra Gud. Via en række skriftsteder argumenteres der for, at det, at man føler sig under Guds førelse, ikke garanterer, at man er det. Garanten for førelsens ægthed ligger i, at den stemmer overens med Bibelens udsagn. Den eneste sikre førelse sker via Guds ord, dvs. Bibelen.(131) Johs. Pedersen kritiserer Oxford-bevægelsen for ikke at regne med Bibelen som kilde til førelse. Førelsen bliver i Oxford-bevægelsen til en falsk førelse, der får folk til at tro, at de bliver frelst på grundlag af deres egne gerninger og førelser, mens en sand førelse fører til fred med Gud på grundlag af troen på Jesus. Den falske førelse vil føre til vranglære og brud med de kristne, som føler sig bundet til Bibelens ord.(132) Derfor må de danske Oxford-folk tage afstand fra de ubibelske dele af den internationale bevægelse.(133) Angående vidnesbyrdet forklarer Johs. Pedersen, at det personlige vidnesbyrd fra de troende overfor de uomvendte altid har været IM's styrke. Fordi mange lever med uopgjorte synder og et "fattigt Naadeliv", dvs. uden virkelig glæde over frelsen, er det imidlertid blevet svagt, og det har skabt grobund for Oxford-bevægelsens mirakelkur, der lover hurtigt at gøre vidnesbyrdet kraftigt igen let og hurtigt.(134) Pastor Pedersen er opmærksom på problemet med "forstening" i IM, men ser ikke Oxford-bevægelsen som løsningen. Oxford-vidnesbyrdet er kun et surrogat for det ægte kristne vidnesbyrd. Det ægte vidnesbyrd handler om Guds frelsesgerning, og egne oplevelser og gerninger bruges kun for at vise hen til Jesus. Samtidig giver det anledning til ægte forargelse eller frelse. Oxford-vidnesbyrdet handler derimod om, hvordan man har overvundet bestemte moralske synder. Det skaber hverken forargelse eller frelse, da det ikke indeholder de centrale bibelske sandheder.(135) Skriftemålet - eller syndsbekendelsen - ser Johs. Pedersen som en nødvendighed i forholdet til Gud, men er tvivlende overfor detaljerede bekendelser overfor mennesker. Han begrunder denne tvivl med bibelske eksempler på syndsbekendelse, der ikke går i detaljer.(136) Oxford-bevægelsens princip om samdeling er en vranglære, der stammer fra katolicismen og den moderne videnskab, dvs. freudiansk psykologi. Pastor Pedersen anvender de argumenter, Luther i sin tid anvendte mod det katolske skriftemål, mod Oxford-bevægelsens brug af offentlig bekendelse - samdeling. Presset for at bekende betegner han som "aandelig Voldtægt" og påpeger, at man ofte bruger nyvakte som skriftefædre. Disse kan ikke forventes at vise hen til Guds nåde, da de knap selv har forstået den. Endelig bliver vægten lagt på at opregne konkrette synder i stedet for på forsoningen og tilgivelsen.(137) Konklusionen angående skriftemålet bliver: "Vi er mange, som havde haabet paa en Genoplivelse af det sunde, evangeliske Privatskriftemaal, men nu ser det ud, som om Oxford helt har forkludret denne vigtige Sag ved at vende tilbage til den katolske Kirkes gamle Vildfarelser."(138) I sin konklusion om forholdet mellem Oxford-bevægelsen
og IM pointerer Johs. Pedersen, at betingelsen for et samarbejde er, at
de danske Oxford-mænd tager klart afstand fra den internationale
bevægelses "tydelige Vildfarelser og Afvigelser fra den bibelse og
lutherske Lære."(139)
9.2. Chr. Bartholdy: Grundtvigianere Overskriften på Bartholdys indlæg skyldes en angst for, at IM skal ende som grundtvigianerne i den forstand, at det bliver et mål i sig selv at være "Missionsfolk saa og saa ægte, men ikke mere først og fremmest spørger, om vi vil tjene Jesus."(140) I forholdet til Oxford-bevægelsen synes Bartholdy at have set tendenser til dette. Artiklen bliver dermed et opgør med en bestemt måde at forholde sig til den "forstening", IM oplevede i mellemkrigstiden: at bevarelsen af foreningen bliver det primære mål i stedet for den oprindelige målsætning om at forkynde evangeliet til omvendelse. Denne nye målsætning sporer Bartholdy på flere måder. En væsentlig grund til IM'eres modstand mod Oxford-bevægelsen ligger i, at mange anser det som "et Forræderi mod Indre Missions Navn", hvis man arrangerer Oxford-møder. Bartholdy erklærer ligeud, at hvis IM's arbejde skal dreje sig om at gøre IM's navn kendt, "saa vil jeg ikke være Missionsmand een Dag længere."(141) IM's opgave skal fortsat være at forkynde til omvendelse. Ud fra samme tankegang kritiserer han Oxford-bevægelsen for også at vise tendenser til, at Oxford-navnet bliver det væsentlige. Derefter vender Bartholdy sig mod, at IM'erne er begyndt at bruge de samme argumenter mod Oxford-bevægelsen, som Tidehverv og grundtvigianerne før har anvendt mod IM: "Det dybe Evangelium om Synd og Naade, det har vi, men Oxford er overfladisk, appelerer til Folks daarlige Instinkter."(142) Anklager om suggestion og åndelig voldtægt har IM's vækkelsesmøder hørt fra Tidehverv, men nu vender IM'ere de samme anklager mod Oxford-bevægelsen. Bartholdy afviser disse anklager ud fra en pragmatisk betragtning om, at suggestion sker mange steder i dagligdagen, og åndelig voldtægt er så grimt et ord, at han ville ønske, Johs. Pedersen ikke havde brugt det i sit indlæg.(143) En anden udbredt påstand blandt IM'erne er: "En saar, en anden høster."(144) Imidlertid er det bare et forsøg på at bortforklare, at man ikke længere ser vækkelser. Den egentlige årsag hertil er, at man ikke bekymrer sig nok om at nå udenfor IM's egne rækker. "Forsteningen" er dermed delvist selvforskyldt. Derfor skal man ikke kritisere, når nogle pludselig både sår og høster. Bartholdy siger, at han ikke har lyst til at kritisere, da der altid vil være noget at udsætte, når et kristeligt arbejde bærer frugt. Således kan man også sagtens finde noget at kritisere i IM. Hvis man har for travlt med at kritisere, ser man ikke, hvad Gud ønsker at sige gennem Oxford-bevægelsen: at IM er stivnet i sine arbejdsformer.(145) Igen en kritik af "forsteningen" indenfor IM. "Forsteningen" giver sig også udslag i, at man hele tiden advarer mod, at der er en fare ved det nye. "Men uden Ensidighed, uden at løbe Risikoen sker der ikke noget i Guds Rige."(146) Igen finder Bartholdy, at argumenter, der før blev anvendt mod IM, nu bruges af IM mod Oxford-bevægelsen. Og dette er samtidig hans hovedpointe imod Johs. Pedersens argumentation. Der er en fare for, at førelsen bliver falsk, men samtidig bringer Oxford-bevægelsen et kald til ægte førelse. "Lad os dog passe paa, at vi ikke med vor Lutherdom kommer til at slukke en Ild, som Gud har tændt." Kritikken af vidnesbyrdet kunne også anføres mod mange af de vidnesbyrd, som man har mødt i IM, men Gud har alligevel brugt også disse ufuldkomne vidnesbyrd til at kalde til omvendelse. "Gud er nu ikke saa streng som min kære Ven Johs. Pedersen." Angående skriftemålet så er det "bedre at have Skriftemaalet under Tusinde Farer end ikke at have det."(147) Konklusionen for Bartholdy bliver, at det er umuligt at bruge begrundelsen, at Oxford-bevægelsen er uluthersk, til en afvisning af denne. IM har også ulutherske elementer i form af den spørgende prædiken, brugen af ordet omvendelse og samfunds-dannelserne, men er alligevel i bund og grund luthersk.(148) Desuden ønsker Oxford-bevægelsen at virke indenfor Folkekirken. Når nogle - bl.a. Johs. Pedersen
- afviser Oxford-bevægelsen ud fra et princip om den rette lære,
så er det ofte et symptom på at man ønsker at undgå
omvendelsen og derfor skjuler sig bag, at man har de rigtige meninger.
"Livet har altid maatet bane sig Vej gennem Beskyldninger for at forsømme
Læren."(149) Oxford-bevægelsen
har vist IM's "forstening", og derfor erklærer Bartholdy, at han
"ikke [er] i Humør til at anklage nogen."(150)
Johs. Pedersen afviste Oxford-bevægelsen, fordi den på flere punkter havde en lære, der afveg fra hans opfattelse af bibelsk og luthersk kristendom. Forudsætningen for denne konklusion var, at den rette lære var fundamentet for det rette trosliv, dvs. de troendes liv efter omvendelsen. De resultateter, Oxford-bevægelsen kunne fremvise, kunne ikke retfærdiggøre et samarbejde mellem den og IM. Det gjaldt om at bevare de, der allerede var IM'ere, i den rette tro. Dernæst måtte man så forsøge at nå personer udenfor IM med evangeliet. Chr. Bartholdy argumenterede for, at man skulle være meget overbærende med Oxford-bevægelsens fejl og mangler. Det vigtigste var, at der lød et kald til mennesker udenfor IM - og delvist også indenfor. Den fremførte kritik var et udtryk for "forstening" i IM, hvilket man skulle søge at undgå, hvis IM skulle have en fremtid. De to artikler udtrykker to forskellige strategier mod den tiltagende "forstening" i IM: 1) Det gælder om at bevare den rette lære blandt IM'erne. Så vil troslivet blomstre og vækkelserne følge. 2) Det gælder om at lede enhver vækkelse
ind i IM, så "forsteningen" mindskes, og man bevarer vækkelsestanken.
Så må man bagefter prøve at retlede de vakte ang. deres
dogmatiske fejltagelser.
10. Indre Mission og Oxford-bevægelsen juli 1936-1937 Efter årsmødet i 1936 falmede debatten om Oxford-bevægelsen i IM. Der forekom i løbet af tiden indtil årsmødet i 1937 ingen direkte indlæg om Oxford-bevægelsen, og kun få artikler nævnte kort bevægelsen. Mens Chr. Bartholdys indlæg blev trykt i IMT fik redaktøren A. Westergaard-Jacobsen en række tilkendegivelser mod Bartholdys synspunkter. Imidlertid blev de ikke optaget i IMT, da "en Drøftelse af hans Synspunkter maa selvsagt vente, til han selv kan tage Del i den," dvs. når formanden var blevet rask.(151) Årsmødet i 1936 må have virket så afklarende, at der nu ikke var nogen, der havde lyst til at lufte deres utilfredshed. Der var ingen, der i løbet af efteråret tog debatten fra foråret op igen. På årsmødet i 1937 kunne Chr. Bartholdy konstatere, at der ikke var den uro om Oxford-bevægelsen, som der havde været de sidste par år, men dog var der stadigvæk steder, hvor bevægelsen virkede splittende på IM-samfundene. "Vi [bestyrelsen] har kæmpet for at blive sammen, og derfor mener jeg, at Bestyrelsen har givet Indre Missions Samfunds Venner ud over Landet et praktisk Vink: Bliv sammen."(152) Ved samme lejlighed tolkede Bartholdy den rettroenhed, ortodoksi, der prægede nogle af IM'erne, som et tegn på "forstening".(153) Dette blev tilsyneladende ikke modsagt, måske fordi de, der blev ramt af denne beskyldning, ikke længere så Oxford-bevægelsen som en reel fare, da den var stærkt på retur. Samtidig var bevægelsens budskab ved at forandre sig til at være decideret politisk og dermed mindre interessant for IM'erne. I IMT kunne man læse i en kommentar
til årsmødet, at "Oxfordbevægelsen ikke syntes at være
et Problem mere."(154) Og da Bartholdy
i sine erindringer så tilbage på Oxford-røret, regnede
han det for afsluttet med årsmødet 1937.(155)
I tiden indtil Oxford-bevægelsens internationale team under Frank Buchmans ledelse begyndte at arbejde i Danmark, tog IM's bestyrelse ikke direkte stilling til Oxford-bevægelsen. De indlæg i IMT, som omtalte Oxford-bevægelsen, var dog altovervejende positive, selvom man også fandt noget at kritisere. Da Oxford-bevægelsen begyndte sin store kampagne i Danmark i 1935 følte IM's bestyrelse, at man måtte udtale sig. Baggrunden var bl.a., at flere efterlyste en klar stillingtagen fra IM overfor den nye bevægelse. Flere IM'ere var grebet af Oxford-bevægelsen, herunder flere indremissionærer. De tre resolutioner, der kom i tiden 1935-36 var dog alle særdeles vage og åbne for fortolkning. Bestyrelsen var selv splittet i holdningen til Oxford-bevægelsen og kunne derfor ikke udtale sig klart og tydeligt uden at gå i stykker. I bestyrelsen var formanden Chr. Bartholdy, højskoleforstander Davidsen (død 13. december 1935) og til dels A. Fibiger positivt indstillet til Oxford-bevægelsen, mens pastor Johs. Pedersen var yderst kritisk, og Th. Willer var bekymret. Fælles for de positivt indstillede bestyrelsesmedlemmer var, at det var egne erfaringer med bevægelsen, der var afgørende for deres indstilling. Bestyrelsens problemer lignede dem, man fandt hos den norske pendant til IM. Også her var man splittet. Problemet var i høj grad, at man før Oxford-bevægelsens ankomst havde efterlyst vækkelse og derfor havde svært ved at afvise den, blot fordi den ikke kom gennem IM. Normalt havde man kunnet afvise andre vækkelsesbevægelser med, at de var sekteriske, dvs. frikirkelige, men det kunne man ikke med Oxford-bevægelsen. IM's reaktion omkring 1900 i forhold til helliggørelseslæren lignede 1930'ernes reaktion på Oxford-bevægelsen. Det var nødvendigt for bestyrelsen at finde formuleringer, som alle bestyrelsesmedlemmer kunne skrive under på, og derfor kunne man ikke formulere sig klart. Splittelsen i bestyrelsen blev tydelig for alle i foråret 1936, da først Johs. Pedersen og dernæst Chr. Bartholdy havde lange indlæg i IMT om Oxford-bevægelsen. Johs. Pedersen kritiserede hårdt Oxford-bevægelsen for vranglære, mens Bartholdy lagde vægt på, at bevægelsen forårsagede vækkelse. For Bartholdy var det vigtigt, at IM ikke blev en isoleret "forstening", men var en levende vækkelsesbevægelse, mens Johs. Pedersens hovedpointe var, at bevare IM på Bibelens og bekendelsens grund. Efter årsmødet i sommeren
1936, hvor debatten om Oxford-bevægelsen var heftig, dæmpedes
debatten, og ved årsmødet i 1937 kunne formanden Chr. Bartholdy
konstatere, at striden om IM's forhold til Oxford-bevægelsen var
gået i sig selv.
Det understregede er anvendt som forkortelse
i note-apparatet.
Periodica De Unges Blad 1934-37 - intet fundet Den Indre Missions Tidende (IMT) 1934-37 Det nye Aar 1935-38 Folkerøsten 1934-36 Kristeligt Dagblad (KD) juni-august 1935, juni-august 1936 og juni-august 1937 Liv og Lys 1934-1937 Maanedsblad for KFUM i København 1934-36 Nyt Liv 1936-37 - intet fundet Ungdomsarbejderen 1934-35 - intet fundet
Litteraturliste Chr. Bartholdy: Grundtvigianere iIMT 1936, s.177-78+187-89+199-200+212-13+224-26+236-38 Chr. Bartholdy og Thorvald S. Pedersen:
Guds førelse - to vidnesbyrd
Chr. Bartholdy: Indre Mission i en hidtil ukendt Situation i IMT 1935, s. 471-73 Chr. Bartholdy: Til House-party paa Fanø iIMT 1935, s. 450-53 Chr. Bartholdy: Ved vejs ende -
erindringer nedskrevet i mit 70. år
Georg Bartholdy: Min broder Christian
P.C. Davidsen: Indtryk og Tanker fra Oxfordmødet i Haslev i IMT 1935, s. 293-98 A. Fibiger: Op paa Herrens Varde iIMT 1936, s. 545-50 Fra Aarsmødet i Vejle - En Resolution iIMT 1935, s. 326 Peter Gundelach: Sociale bevægelser
og samfundsændringer
Paul Holt: Kirkelig Forening for
den Indre Mission i Danmark gennem 100 år
Indre Mission [resolution] i Maanedsblad 1936, s. 87 Anders Jarlert: The Oxford Group,
Group Revivalism, and the Churches in Nothern Europe, 1930-1945, with Special
Reference to Scandinavia and Germany
Knut Kjeldstadli: Fortida er ikke
hva den en gang var. En innføring i historiefaget
Niels Knud Andersen og P.G. Lindhardt
(red.): Den danske kirkes historie
P.G. Lindhardt: Vækkelse og
kirkelige retninger
Thorkild C. Lyby: Opposition mod
Elith Olesen: De frigjorte og trællefolket
Johannes Magelund: Glimt af C. Bartholdys
forkyndelse
Johannes Magelund: Fortids minder
- fremtids håb
Meredith B. McGuire: Religion -
The Social Context
A. Ohrt: Hvad med Oxfordbevægelsen? iIMT 1934, s. 500-01 Elith Olesen: De frigjorte og trællefolket.
Amerikansk-engelsk indflydelse på dansk kirkeliv omkring år
1900
Johs. Pedersen: Gamle Sandheder og gamle Vildfarelser i moderne Klæder i IMT 1936, s. 20-23+31-34+43-46+55-57+68-70 A. Pontoppidan Thyssen: Indre Missions
problemer i mellemkrigstiden
Krista Rosenlund Larsen: Christian
Bartholdy - Virke og teologi
Vagn Wåhlin: Tiden 1700-1870
17. Afsnittet om komparation bygger på Kjeldstadli 1997, s. 255-261, hvor intet andet er anført 19. Afsnittet om tekstanalyse bygger på Kjeldstadli 1997, s. 175-182 28. Min oversættelse af begrebet "Group revivalism". 36. Afsnittet om IM i mellemkrigstiden bygger på Pontoppidan Thyssen 1980, hvor intet andet er anført 37. Pontoppidan Thyssen 1980, s. 196 42. Gennemgangen af principperne bygger på Jarlert 1995, s. 54-59 43. Jarlert 1995, s. 60; Lindhardt 1966, s. 215 angiver den danske oversættelse af begreberne 53. IMT 1934, s. 312, 382 og 599 67. Liv og Lys 1934, s. 147-149 91. Foredraget er trykt i IMT 1935, s. 256-261 104. Bartholdy 1958, s. 186-188 105. Magelund 1969, s. 192; Magelund 1989, s. 107 118. Det henvises der til i IMT 1936, s. 343 122. Den synkrone komparation bygger på Jarlert 1995, s. 174-182 123. Den diakrone komparation bygger på Olesen 1996, s. 492-496 125. Det nye Aar 1935, s. 46-57
|