|
|
| Indhold |
Den økonomiske vækst i Vesteuropa ca.
1000 til 1300
Indholdsfortegnelse
2.1. Udvidelsen af det dyrkede areal3. Den urbane vækst 4. Håndværk og handel 4.1. England og Flanderens produktion og handelKonklusion Litteraturliste Perioden fra ca. 1000 til 1300 betegnes ofte i europæisk historie som højmiddelalderen. Betegnelsen er ikke tilfældigt valgt. Det var en dynamisk tidsalder, som oplevede en meget stærk økonomisk fremgang, og samtidig blev Europa i højere grad end tidligere en økonomisk og kulturel enhed. Det var middelalderens højdepunkt, hvor der også var overskud til at bygge talrige imponerende domkirker, som stadig kan ses i mange europæiske byer. Befolkningen, den agrare produktion, byerne, handel og håndværk voksede kraftigt. Ved periodens afslutning var Vesteuropa både rigere og tættere befolket end ved dens begyndelse. Denne opgave vil diskutere årsagerne til den økonomiske vækst i Vesteuropa i perioden fra ca. 1000 til 1300. Hovedsagligt vil dette blive gjort ved at se på væksten indenfor agrarproduktionen og samhandelen og ved at vurdere årsagerne til væksten på de to områder. Kildematerialet til middelalderens økonomi
er temmelig begrænset. Det var ikke primært økonomiske
forhold, der optog forfatterne til de overleverede kilder, og når
de beskæftiger sig med økonomiske forhold, er det yderst sjældent,
at der bliver nævnt præcise tal. Kilderne til Englands økonomi
er klart de rigeste, men selv de kræver en del forarbejdning for
at sige noget præcist om de økonomiske forhold. Desuden kan
deres udsagn selvfølgelig ikke uden videre overføres til
de generelle forhold i Vesteuropa.
Det er umuligt at sige noget præcist om den demografiske udvikling i Vesteuropa i middelalderen. Det er en udpræget præstatistisk tidsalder, hvor man ikke praktiserede en systematisk nedskrivning af alle fødte og døde. Kilderne til ændringer i befolkningsstørrelsen er sporadiske og upræcise.(1) Det er dog almindeligt antaget, at i perioden fra ca. 1000 frem til slutningen af 1200-tallet oplevede Europa middelalderens stærkeste befolkningsvækst.(2) Det bedst dokumenterede område i perioden er England. Doomesday Book fra 1086 optegner 268.984 husstandsoverhoveder, men siger ikke dermed noget præcist om befolkningsstørrelsen. Løs arbejdskraft og andre mobile personer er ikke talt med, og bybefolkningen optræder ikke i opgørelsen, ligesom en række nordengelske grevskaber heller ikke optræder. Endelig skal antallet af husstandsoverhoveder ganges med husstandsstørrelsen, som er en ubekendt faktor. Ved at tage hensyn til disse forhold kan man med nogen sikkerhed tale om en befolkning på mellem 1,2 og 2,4 millioner.(3) Det er således ikke muligt at fastslå befolkningsstørrelsen blot nogenlunde præcist. Det er derimod muligt at fastslå, at omkring 1300 levede der væsentligt flere mennesker i England end i 1086. I 1377 blev der opkrævet en kop-skat af alle rigets indbyggere over 14 år. Optegnelserne viser, at der blev betalt skat af 1.361.478 personer. Igen er der problemer med at overføre dette tal til en reel befolkningsstørrelse. Der skal tages hensyn til, at en vis del af befolkningen har unddraget sig skattebetalingen og derfor i sagens natur ikke talt med. Det skal fastsættes, hvor stor en del af befolkningen, der var under 14 år. Og endelig skal man vurdere, hvor stor en del af befolkningen, der døde pga. pesten, som hærgede England mellem 1348 og 1377. Når der bliver taget hensyn til disse forhold, kan Englands befolkning omkring 1300 beregnes til mellem 3,9 og 6,6 millioner.(4)Med andre ord en vækst fra 1086 til ca. 1300 på mellem 63 og 450 procent. Kildematerialet for England er ganske enestående. For intet andet område i Vesteuropa finder vi en tilsvarende mængde og kvalitet. Alligevel kan det, som det ses ovenfor, kun give os en idé om, at der fandt en betydelig befolkningsvækst sted i højmiddelalderen, men ikke fortælle hvor kraftig den var. En undersøgelse af nogle adelsfamilier i Picardiet tyder på en årlig vækstrate mellem 0,28 og 0,72 procent i anden halvdel af 1100-tallet.(5) Sammenlignet med undersøgelsen af de engelske forhold er der tale om cirka samme vækstfaktor, men det bør bemærkes, at denne undersøgelse kun siger noget om de udvalgte adelsfamilier. Vækstraten hos den altdominerende del af befolkningen, der var bønder, kan godt have været anderledes. Pga. det spinkle skriftlige kildemateriale til Vesteuropas befolkningsvækst, må man støtte sig til indirekte indikationer på, at Vesteuropas befolkning generelt voksede kraftigt i højmiddelalderen. Byer voksede i antal og størrelse, og der blev bragt megen ny jord under plov. Samtidig var der en kraftig kolonisering af de østelbiske områder, hvor historikeren Walther Kuhn i "Die Siedlerzahlen der deutschen Ostsiedlung" fra 1963 har anslået antallet af kolonister i 1100-tallet til 200.000.(6) Alt sammen udviklinger, der forudsætter en befolkningsvækst. De fleste historikere regner med, at der
i Vesteuropa skete omtrent en tredobling af befolkningen fra 1000 til 1300.(7)
2. Udviklingen i agrarproduktionen En del af forklaringen på den stærke befolkningsvækst i perioden skal utvivlsomt findes i, at Vesteuropa ikke længere oplevede destruktive angreb udefra. Perioden fra 800 og frem til slutningen af 900-tallet havde vidne til plyndringstogter fra tre verdenshjørner: vikinger fra Skandinavien i nord, muslimer fra Nordafrika og Spanien i syd og magyarer fra det ungarske område i øst. Det er dog ikke sikkert, at disse angreb havde så stor betydning, som de skriftlige kilder giver udtryk for. Beretningerne om angrebene stammer fra gejstlige, som i særlig grad var udsat for udplyndringer, da det var i kirker og klostre, man fandt de mest fristende kostbarheder.(8) Muligvis var de plyndrende folkeslag endda med til at skabe forudsætninger for den økonomiske vækst i 1000-tallet. De fleste byer blev ikke lagt i ruiner, selvom de blev udsat for plyndringer. I stedet førte angrebene til, at de blev bedre befæstede, hvilket gjorde dem attraktive for den ubeskyttede landbefolkning og derfor medførte en demografisk bevægelse fra oplandet til byerne. Agrar-økonomien udenfor byerne oplevede heller ikke det store tilbageslag, da den var for primitiv til at opleve store tab ved plyndringer.(9) Langt større betydning havde den øgede agrar-produktion i perioden. Denne var et resultat af den øgede arbejdsstyrke, og væksten i befolkningen og produktionen var således tæt forbundet.(10) Det kan derfor også være svært at sige, hvor væksten først begyndte. Den øgede fødevareproduktion førte ikke først og fremmest til øget levestandard, men til at flere munde blev mættet. Det var dog ikke altid, at fødeproduktionen øgedes i samme takt, som befolkningen voksede. Mod slutningen af 1000-tallet var der flere steder i Europa hungersnød, som ikke kunne forklares med misvækstår. Munken Bernold, der boede i Schwarzwald-området nordøst for Basel, beskrev i 1090 en stor hungersnød, der havde ramt flere områder uden forudgående dårlig høst. I 1094 omtaler samme Bernold en lignede situation i Bayern, og i 1095 omtaler årbøgerne fra Liège, at den hungersnød, man længe havde oplevet, forværredes.(11) Fra begyndelsen af 1200-tallet oplevede man dog meget sjældent omfattende hungersnød.(12) Befolkningsvækstens pres for større
mængder af fødevarer førte til ændringer i den
agrare produktion. Mere jord kom under plov, hvormed man bevægede
sig fra pastoralt landbrug suppleret med fiskeri og jagt til mere intensiv
korndyrkning. Nye områder, bl.a. øst for Elben, blev befolket
med kolonister. Nye redskaber blev taget i brug, og endelig skete der også
en vis forandring med driftsformer.
2.1. Udvidelsen af det dyrkede areal Størstedelen af den nye jord, der blev tilsået med korn, kom fra rydning af skov- og ødelandsområder og inddragelse af områder, der havde været anvendt til græsning. Drivkraften kom både fra fæstebønder, der ønskede et mere sikkert eksistensgrundlag, og fra herrer, der ejede jorden og ønskede en større fremtidig indtægt. Rydninger var af flere typer. Udvidelse af landsbyers marker var den dominerende i de områder, der i forvejen havde et forholdsvis tæt netværk af beboelser. Således udgjorde det formodentlig over 80 procent af den nyopdyrkede jord i Picardiet.(13) En anden type rydning var den, som fandt sted i forbindelse med husholdninger, der bosatte sig i de øde områder mellem landsbyerne. Således finder man mod slutningen af 1000-tallet spredte bondehusholdninger i skov- og hedeområder i Anjou, Maine, Poitou og Ile-de-France.(14) Det var bønder fra de omkringliggende landsbyer, der flyttede ud i områderne mellem landsbyerne, og der var således ikke tale om langdistanceimmigration. De nye spredte husholdninger var udtryk for, at bonden var blevet mindre afhængig af dyrknings- og forsvarsfællesskabet i landsbyen, pga. tekniske forbedringer af dyrkningsmetoder, relativt fredelige forhold, og at hovedgårdsdriften, som omtalt i afsnit 2.3 svækkedes. Endelig var der rydninger, hvor der blev indgået traktater mellem ejeren af ødelandet og en gruppe nybyggere, der typisk flyttede langt væk fra deres oprindelige hjem. Der var tale om en bevægelse fra de centrale dele af Vesteuropa, der var relativt tætbefolkede, mod kontinentets grænseegne. Den Iberiske Halvø oplevede en stærk immigration efter muslimernes tab af Toledo i 1085, og i begyndelsen af 1100-tallet begyndte en stærk bevægelse af mennesker mod områderne øst for floderne Elben og Saale; en bevægelse,der som tidligere omtalt i 1100-tallet involverede omkring 200.000 personer.(15) Når folk var villige til at flytte langt væk fra de områder, de kendte (og hvor de vidste, hvad de havde), ud til Europas grænseegne, skyldtes det i høj grad, at der blev lokket med bedre forhold. I den tyske lovbog "Sachsenspiegel", der blev nedskrevet i 1220'erne, bliver det fastslået, at når bønder skaber en ny landsby ved rydning, kan landsbyens herre give dem arveligt fæste af jorden mod en årlig afgift, selvom disse bønder ikke er født med retten til jorden.(16) Det var således muligt for Vesteuropas bønder at forbedre deres juridiske status og samtidig øge deres indkomst, da der også var udsigt til større jordstykker, end det var almindeligt i Vesteuropa, mod forholdsvis små afgifter og oftest intet hoveri. Dette blev bevægelsesgrunden for hovedparten af grænseegnenes immigranter. En stor del af immigranterne var flamske
bønder. De var særligt værdifulde for jordejere, der
ønskede at få forvandlet fugtige ødelandsområder
til frugtbare marker. Flamlænderne havde tidligt begyndt at inddrage
ny jord i Flandern ved hjælp af diger og drænningskanaler,
og denne ekspertise blev i vid udstrækning brugt i erobringen af
ny jord i Østeuropa.(17) Samtidig
var de flamske bønder villige til at flytte, da der pga. den store
befolkningstæthed var knaphed på jord i Flandern.
Nye redskaber var også en væsentlig faktor for forøgelsen af den agrare produktion. Problemet med de skriftlige kilder til denne udvikling er, at de for det første oftest først nævner nye teknikker, når de har været brugt længe, og for det andet, at man ikke har fundet det nødvendigt at beskrive, hvad man mente med de begreber, man brugte. Hvad mener Helmold af Bosau f.eks. når han i sin Slaverkrønike fra 1170'erne henviser til en slavisk plov - "Slavicum aratrum"?(18) Der kan dog ikke være tvivl om, at den tungere - og dyrere - hjulplov vandt frem på bekostning af den simplere ard. Hvor arden blot skabte en fure i jorden, lavede hjulplovens langjern en fure, hvorefter plovskæret friskar tørven, som til sidst blev vendt af plovens muldfjæl. På den måde blev ukrudt begravet og ny næringsfyldt jord bragt frem til overfladen.(19) I forbindelse med indvinding ødeland til nye marker lettede hjulploven arbejdet, da den mindskede det supplerende arbejde med spade og hakke. Endelig var det også muligt at dyrke mere fugtige jorde end før, da plovning med hjulplov frembragte højryggede agre, hvormed der blev skabt en slags dræning.(20) Det forøgede også foldudbyttet, at man gik over til at pløje fire gange årligt, hvor det før havde været almindeligt at pløje tre gange årligt.(21) Da brugen af gødning var begrænset, var det så meget mere vigtigt, at jorden blev grundigt pløjet for at undgå udpining. Den øgede pløjning begyndte at blive almindelig udbredt mod slutningen af 1100-tallet. Der skete også en kraftig forøgning af antallet af vandmøller, hvilket tyder på en kraftig øget kornproduktion.(22) I Picardiet nævnes der 40 møller mellem midten af 800-tallet og 1080, mens yderligere 40 nye møller optræder mellem 1080 og 1125 og i løbet af de næste 50 år, nåede antallet af vandmøller op på 245. Der skete altså en meget kraftig acceleration i opførelsen af vandmøller i perioden frem mod slutningen af 1100-tallet. Vandmøller var dyre at opføre, og oftest var det derfor herrerne, der opførte dem og dermed skaffede sig en ny indtægtskilde. Derfor kan man heller ikke uden videre henføre den voldsomme vandmøllevækst til en tilsvarende vækst i kornproduktionen. Dog må man gå ud fra, at herrenes forventninger om en indtægt fra møllerne var begrundet i, at der vitterligt blev dyrket mere korn end tidligere. Imidlertid var møllerne næppe et fremskridt for produktionen. Også forandringer i afgrøderotationen
på markerne var til en vis grad med til at forøge kornproduktionen.
Ved højmiddelalderens begyndelse var den altdominerende dyrkningsmetode,
at en mark blev dyrket det ene år og lå brak det næste
år, men efterhånden vandt en anden form frem i Nordfrankrig,
England og dele af Tyskland. Den nye form indebar, at en mark første
år blev tilsået med vinterhvede eller rug, andet år oftest
havre, byg (de dominerende forårsafgrøder) eller bælgafgrøder,
mens marken det tredje år lå brak. Dette betød selvfølgelig,
at der blev høstet oftere på den samme mark, men denne fordel
forsvandt delvis ved, at høsten blev mindre end når jorden
lå brak hvert andet år. Der kan dog ikke være tvivl om,
at ved at så to gange årligt blev risikoen for, at hele høsten
blev dårlig, væsentligt reduceret.(23)
I den første del af højmiddelalderen foregik hovedparten af Europas agrarproduktion som godsdrift.(24) En definition på denne produktionsform kunne være: "Et landsbysamfund, hvor ufrie bønder dyrker en herres domænejord som betingelse for at bruge en anden del af herrens jord, og hvor en væsentlig del af jorden bruges mere eller mindre frit af begge parter til græsning, forsyning af træ og forskellige former for jagt og fiskeri." Definitionen svarer dog kun i begrænset omfang til de faktiske forhold og må snarere ses som idealmodelen. Afvigelser forekom f.eks. hvor de feudale institutioner var svage, byer var stærke og i områder, hvor mange af bønderne var frie. Opdelingen af jorden i herrens domæne og bøndernes jordstykker svarer til den feudale inddeling af samfundet. Det var upraktisk for en hvilken som helst herre - konge, hertug eller blot godsejer - at beholde al jorden på egne hænder, men farligt for hans magtposition at overlade al jorden til andre. Agrarproduktionen foregik i fællesskab på store, åbne marker omkring landsbyen, hvor bønderne og herren hver især havde et vist antal lange, smalle stykker jord, der var adskilt ved midlertidige hegn. Den fælles opdyrkning bevirkede, at eventuelle nye tiltag skulle godtages af alle involverede og kunne virke som en hæmsko på individuel foretagsomhed. Karakteristisk for godsdriften var et tæt samarbejde for at sikre den kollektive overlevelse på bekostning af kontakt med omverdenen. Formålet med agrarproduktionen var ikke at skaffe et overskud til salg på et marked, men at producere det fornødne til fællesskabets overlevelse. Når godsdriften efterhånden blev mindre markant, var det derfor hovedsageligt, fordi der skete en orientering mod et marked udenfor landsbyen. Pengeafgifter afløste i 1100-tallet i stigende grad bøndernes hoveri på herrens domæne og naturalieafgifter som betaling for at dyrke jorden. Dette muliggjorde en nyorientering blandt bønderne mod markedet, og de kunne nu frit producere de afgrøder, der gav dem flest penge ved salg. Jordherren kunne samtidig ansætte specialiserede sæsonarbejdere til at dyrke domænejorden eller helt opgive selv at dyrke jord og i stedet leve af pengeindtægten fra bønderne.(25) Væksten i agraroverskudet skabte baggrunden for en kraftig byvækst. Byer af en vis størrelse kunne ikke nøjes med den agrarproduktion, som byens borgere kunne udvinde af de umiddelbart tilstødende jordstykker. Derfor var det nødvendigt med fødevarerforsyninger fra et større opland.(26) Højmiddelalderen var vidne til den kraftigste urbane vækst i Europa siden antikken og frem til i dag. Denne ses både i antallet af byer og i deres størrelse. Perioden fra ca. 1100 til 1300 oplevede et gedigent urbant take-off, hvor antallet af byer voksede fra omkring 200 til henved 2.000 byer.(27) En undersøgelse foretaget af historikeren Heinz Stoob, hvor 2.000 tilfældigt udvalgte europæiske byers grundlæggelsestidspunkt blev undersøgt, har vist, at det netop var i denne periode, at langt de fleste byer blev grundlagt.(28) Undersøgelsen er dog ikke helt entydig, da "grundlagt" i denne sammenhæng betyder det tidspunkt, hvor et sted opnåede juridisk status som by. Når man beskæftiger sig med middelalderlig byhistorie er det vigtigt at være opmærksom på, hvilken definition på en by, man anvender. Én definition er den juridiske, der henviser til, at by havde en status forskellig fra andre beboelser, og at denne status var anerkendt af samtiden. En anden definition er den økonomiske, hvor en by er et tætbefolket område, hvor der en relativt højtudviklet arbejdsdeling og udveksling af varer og ydelser.(29) Der var ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem et områdes rigdom og antallet af byer i juridisk betydning. I den engelske Doomesday Book fra 1086 optræder der således en markant forskel mellem områdernes velstand og antallet af købstæder. I de østlige grevskaber Essex, Suffolk, Norfolk og Lincolnshire er der således optegnet 16 købstæder, mens der i de vestlige grevskaber Cornwall, Devon, Somerset, Dorset, Wiltshire, Gloucestershire, Worcestershire, Herefordshire, Staffordshire og Shropshire er optegnet 46.(30) De to områder står optegnet for næsten det samme antal husholdningsoverhoveder, og de østlige grevskaber var et tæt befolket område med frie forhold for bønderne og en række havne, der sikrede en regelmæssig handelsforbindelse med fastlandet. Alligevel er antallet af købstæder kun ca. en tredjedel af antallet i de vestlige grevskaber. Når et sted fik juridisk status som by, var det et udtryk for, at byens herre ønskede sig en ekstra pengeindtægt ved afgifter på handelen på byens marked, indtægter i forbindelse med retsager og endelig indtægten ved fæsteafgifter fra byens borgere.(31) Derfor kan det store antal byprivilegier i perioden også ses som et tegn på, at pengeindtægter blev vigtige for den herskende del af befolkningen. En bys økonomiske funktion hang sammen med dens størrelse. En stor del af de nye byer var, hvad man med en tysk betegnelse har kaldt "Ackerbürgerstädte" - små samfund med juridisk bystatus - heriblandt ret til at holde marked - men uden specialiserede håndværk og professionelle købmænd.(32) Sådanne småbyer var økonomisk snarere landsbyer, og langt hovedparten af indbyggerne var bønder. Større byer havde kun ganske lidt større agrarproduktion end små byer. Til gengæld fandtes der flere håndværkere, købmænd og folk indenfor det man med et moderne udtryk vil kalde tertiære erhverv - bygningsarbejdere, slagtere, bagere og tjenestefolk.(33) I Vesteuropa voksede byerne kraftigt i størrelse i højmiddelalderen. Opførelsen af nye bymure, der skulle indhegne et større område end de tidligere mure, peger særligt på den sidste tredjedel af 1100-tallet som en vækstperiode i Frankrig og Tyskland.(34) Og samtidig med denne vækst voksede altså også antallet af personer, der ikke havde landbrug som hovederhverv. Når byerne voksede i størrelse i højmiddelalderen, var det (udover væksten i det agrare overskud) primært fordi, handel og håndværk blomstrede. Markedet blev centrum i byen, hvor det i antikken havde været byens administration.(35) Arras udvikling er typisk for mange franske byer. Den ældste del af byen var den romerske "civitas" (senere kendt som "Cité"-delen), der havde domkirken i centrum. Omkring 650 blev klostret Saint-Vaast stiftet med en beliggenhed ca. 600 meter fra den romerske by. I løbet af de næste 150 år opstod der en handelsbebyggelse omkring klostret, der blev kendt under betegnelsen "Ville". Da Arras i 1000-tallet oplevede en befolkningsvækst, blev Ville-delen tæt befolket af håndværkere og købmænd og voksede i størrelse, mens Cité-delen havde store ikke-bebyggede områder indenfor sine mure. Som i hovedparten af de franske byer, hvor der var bispesæde, samlede handels- og håndværksaktiviteter sig om et kloster.(36) Alt i alt bevirkede den urbane vækst,
at hvor der i 1000-tallet havde levet en til to procent af befolkningen
i byer, var andelen i begyndelsen af 1300-tallet 12 til 15 procent.(37)
Højmiddelalderens økonomiske udvikling kan betegnes som en kommerciel revolution, som i Vesteuropa særlig tog fart i anden halvdel af 1100-tallet. Der skete en forandring i Vesteuropas økonomiske mentalitet, hvor man - groft udtrykt - gik fra selvforsyningsøkonomi til en slags markedsøkonomi. Fra 1100-tallet og frem oplevede Europa nord for Alperne en handels-sammensmeltning med Middelhavets handelssystem. Centrum for denne proces var i første omgang Champagnemesserne.(38) En messe var i middelalderen et regelmæssigt afholdt møde mellem købmænd fra et stort område.(39) Normalt strakte en messe sig over flere dage (eller endda uger) og blev afholdt en eller to gange årligt. Som juridisk handelsinstitution opstod messerne i Vesteuropa efter den urolig tids vikingeangreb. De var under en herres beskyttelse (og udnyttelse), og mange opstod nær ved klostre, der( som omtalt i afsnit 3. om den urbane vækst) ofte tiltrak handel og håndværk. Mod slutningen af 1000-tallet og i begyndelsen af 1100-tallet øgedes messernes antal, og der opstod to nordeuropæiske messe-cykluser: en i Flandern og en i Champagne-området. En messe-cyklus bestod af en række messer afholdt nær ved hinanden med korte mellemrum. I Flandern bestod cyklusen, der var etableret omkring 1125, af messerne i Lille, Messines, Ypres, Thourout og Brügge. Deres betydning mindskedes dog efterhånden som de flamske byer voksede og dermed afløste messerne som centre for den flamske handel. Messe-cyklusen i Champagne bevarede derimod sin internationale betydning helt frem mod 1300. Hver messe varede seks uger og rækkefølgen var følgende: umiddelbart efter nytår var der messe i Lagny ved Marne-floden nær Paris. Derefter fulgte Bar-sur-Aube med begyndelse midt i fasten, Provins-messen i Kr. Himmelfarts-ugen, Troyes efter Skt. Hans-festen 24. juni, så Provins igen 14. september og endelig nok en gang Troyes 2. november. Når det netop blev Champagne-messerne, der blev centrum for vareudvekslingen mellem italienske og nordeuropæiske købmænd, var det primært af to årsager: beliggenhed og tilstedeværelsen af et stærkt centralt styre i området. Messerne var placeret langs en kort rute mellem Italien og Flandern, der i perioden oplevede en voksende samhandel. Ruten gik fra Rhône-dalen over land til pariserflodernes hovedløb og derpå nordpå til Lille og Arras. Dermed var Champagne-området et passende mødested for handlende fra de to områder. Tilsyneladende var det dog først i slutningen af 1100-tallet, at italienerne dukkede op på messerne, der i begyndelsen af 1100-tallet havde udviklet sig som regionale messer, der bl.a. var vigtigte hestemarkeder. Den politiske stabilitet i området blev sikret af greverne af Champagne, der i løbet af 1000-tallet havde fået et solidt greb om området.(40) Dermed kunne man sikre købmændenes sikkerhed, mens de var i området for at handle. En anden udvikling, der fremmede forbindelserne mellem Middelhavet og Vesteuropa var korstogene. Agitationen for det tredje korstog 1189-92 havde ikke vundet stort gehør blandt den handelsinteresserede middelhavsbefolkning, og størsteparten af korsfarerne kom fra Nordeuropa. Italienske købmænd havde dog ikke noget imod at investere kapital i korstoget, og i slutningen af 1100-tallet kom der således italienske købmænd til England for at opkræve korsfarernes gæld. De blev betalt med råuld, som de solgte til klædefabrikanter i Flandern. Og for at sikre sig fred og ro til at foretage denne handel, tilbød de at låne kongen penge.(41) De tyske købmænd opnåede i løbet af højmiddelalderen kontrol med handlen mellem Baltikum og Vesteuropa.(42) Der var tidligt en vestvendt handel, hvor tyske købmænd bl.a. handlede i London omkring 1000, men for handlen mod øst var grundlæggelsen af Lübeck af afgørende betydning. I 1143 havde grev Adolf af Holsten grundlagt byen på ruinerne af en ældre bebyggelse som et led i den østelbiske ekspansion. Byen blev hurtigt en succes og havde en blomstrende handel. Hertugen af Sachsen, Heinrich Löwe, modarbejdede dog byen, fordi han ønskede at erhverve sig indtægten fra byens handel. Han lavede en handelsembargo mod Lübeck og grundlagde et konkurrerende marked tæt ved. Dette tvang til sidst grev Adolf til at overlade Lübeck til hertugen i 1159, hvorefter handlen igen voksede kraftigt. I de første år foregik den tyske handel dog ikke som afløsning for den skandinaviske handel i området, men i samarbejde med de skandinaviske købmænd, der i siden vikingetiden havde behersket handlen i området.(43) I takt med, at den tyske handel øgedes i Baltikum, blev der grundlagt en række byer, der ofte fik stadsret efter samme model som Lübeck. Et godt eksempel er Riga, der blev grundlagt i 1201 som bispesæde og et naturligt mål for købmænd, der handlede i området. Allerede i 1230'erne havde byen en befolkning på 2-3000, hvoraf en meget stor del var immigranter fra det nordlige Tyskland. I løbet af højmiddelalderen blev den baltiske handel via de tyske købmænd koblet sammen med den handel, der foregik ved Nordeuropas vestlige kyster, og dermed opstod der et handelsnetværk, der rakte fra Middelhavet til Baltikum. Handelsvarer i den tyske handel var hovedsagligt
tungere varer, der blev transporteret i det dominerende handelsskib, den
bredde og dybtgående kog. Rug, tømmer, tjære, honning
voks, pelse, salt fra Lüneburg og saltede sild fra det skånske
sildemarked dominerede handlen. Derudover leverede de tyske købmænd
klæde, vin og krydderier til områderne omkring Østersøen.
4.1. England og Flanderns produktion og handel En yderligere økonomisk vækstfaktor var, at der pga. den øgede samhandel i Vesteuropa blev basis for en øget regional produktionsspecialisering. Det mest markante eksempel er forbindelsen mellem England og Flandern(44). Det engelske klima var favorabelt for uldproduktion, da det gav en meget lang og fin uld. Samtidig havde England overskud af jord i forhold til arbejdskraft og en feudaladel med et voksende konsum. Dette fik englænderne til at koncentrere sig om en forøgelse af agrarproduktionen og fåreavlen i højmiddelalderen. Flandern var derimod Vesteuropas tættest befolkede område og havde dermed rigeligt på arbejdskraft, men mangel på jord. Det medførte, at flamlændere som tidligere omtalt udgjorde en stor del af immigranterne til områderne øst for Elben og Saale, samt at græsningsområder blev inddraget til marker for at skaffe føde til de voksende byer. Flanderns produktion af uld forsvandt derfor næsten helt. Dermed opstod der en handel, hvor der blev sejlet forarbejdede varer fra Flandern til England og uld fra England til Flandern, hvor der udvikledes en stor klædeindustri. Det færdige klæde blev solgt videre til markeder i Tyskland og markedsført på Champagne-messserne eller fra midten af 1200-tallet solgt direkte fra markedet i Brügge, der var med til at mindske Champagne-messernes betydning. I begyndelsen var mange flamske købmænd involveret i denne handel, men efterhånden blev det den flamske industri, der tiltrak kapitalen, mens handelen blev varetaget af italienske og tyske købmænd. Flamsk klæde blev solgt overalt i Europa. Størrelsen af Englands uldeksport er veldokumenteret fra 1275, hvor Edward I indførte en told-afgift på hele den engelske uldeksport. Ud fra de stadigt bevarede toldoptegnelser ses det, at eksporten årligt har været i størrelsesordenen 20-40.000 sække uld frem til midten af 1300-tallet.(45)Hver sæk indeholdt 364 libra uld - ca. 165 kilo - hvilket omtrentlig svarer til ulden fra 260 får.(46) Der blev altså klippet uld af mellem 5 og 10 millioner får årligt i England udelukkende til eksport. Den specialiserede produktion af luksusklæde blev den væsentligste faktor for Flanderns rigdom i højmiddelalderen. I Ghent var over halvdelen af byens ca. 50.000 indbyggere sikkert beskæftiget med uldindustrien. I Ypres, der var noget mindre, blev der i 1313 produceret op mod 40.000 stykker klæde, hvilket må have krævet over 10.000 væve i byen, da der normalt maksimalt kunne produceres 30 stykker klæde om året pr. væv. Udover Ghent og Ypres havde Brügge også en stor klædeproduktion sammen med Arras, Saint-Omer, Douai og nogle få andre byer.(47) Netop forarbejdningen af uld var særligt velegnet til en forandring i arbejdsprocessen fra traditionelt håndværk til præ-industri. Der var god mulighed for arbejdsdeling og i midten af 1200-tallet kunne klædeproduktionen omfatte op til 30 forskellige arbejdsled. Og hvert af disse led blev udført af en særlig gruppe arbejdere, der oftest var organiseret i lav, der bl.a. havde en vigtig funktion i at sikre en standardisering af produktet, så køberen fjernt fra produktionsstedet kunne være sikker på, at en vare med et bestemt lavs segl havde en bestemt kvalitet.(48) Dette gjorde det lettere for den enkelte producent at afsætte varen, da han kunne markedsføre sig som en del af en større producentsammenslutning, der var garant for en ganske bestemt varekvalitet. Af andre afgørende faktorer for
uldforarbejdningens præ-industrialisering kan nævnes, at de
enkelte arbejdsgange krævede en samlet styring, der var gode produktionsforbedringer
ved indførelse af bedre arbejdsredskaber, transportomkostningerne
var lave i forhold til lønudgifterne og endelig var der et bredt
udvalg af klæde i forskellige kvaliteter (og dermed priser), som
skabte et stor kundegrundlag. Dette var forklaringen på, at klædeproduktion
blev middelalderens vigtigste manufakturindustri.
4.2. Andre regionalspecialiseringer Også andre europæiske områder oplevede en specialisering af deres produktion i højmiddelalderen. Korn blev importeret til Flandern fra Artois og Picardiet og i 1200-tallet var Vesteuropas kornbehov pga. urbaniseringen vokset så meget i forhold til produktionen, at der opstod en langdistancehandel med korn fra Baltikum, hvorfra man også importerede andre råvarer via tyske købmænd, der begyndte at samarbejde i Hansaen.(49) Omkring 1100 blev den marginale vindyrkning opgivet. Det betød, at Nordeuropa gik over til at importere vin fra områder, hvor klimaet var mere favorabelt for vindyrkning. Vestfrankrig syd for Bretagne ned mod Gascogne blev et af hovedproduktionsområderne, hvor man hovedsageligt eksporterede via havet til bl.a. England og Nederlandene, selvom der også var en vis trafik over land til Normandiet, Bretagne og Pariserregionen. Før Hundredeårskrigen mellem Frankrig og England i årene 1337 til 1453 forstyrrede denne eksport, skulle den have været på op mod 50.000 tønder årligt.(50) Baskerlandet havde en stor jerneksport, som i 1293 var på omkring 4.500 tons, mens tinminerne i Cornwall og Devon i Sydengland havde en produktion i 1200-tallet på 700 tons i løbet af et enkelt år.(51) Gennemsnitlig blev der nok i Cornwall omkring 1300 produceret over 360 tons om året, hvilket involverede over 2.000 mennesker og gav indkomst til måske en tiendedel af grevskabets befolkning.(52) Fra Skanør og Falsterbo i Skåne var der et stort salg af saltede sild til hele Europa, mens Lüneburg var saltleverandør. Områders og personers velstand kom
således i løbet af højmiddelalderen til at hænge
mindre sammen med mængden og kvaliteten af landbrugsjord. Hvor man
i begyndelsen af perioden med nogen rimelighed ville have kunnet målt
et områdes levestandard ved at dividere dets agrarproduktion med
dets indbyggertal, var situationen blevet væsentlig mere kompliceret
omkring 1300 pga. den stærkt øgede vareudveksling. Det er
årsagen til, at Flandern var meget rigere end England, selvom der
var mindre landbrugsjord pr. indbygger.
Den øgede brug af markedet til at skaffe sig de varer, man havde brug for, i stedet for at være stort set selvforsynende, ses tydeligt, hvis man ser nærmere på udviklingen i England ca. 1180-1330.(53) I 1160'erne og 1170'erne var den engelske udmøntning under 1 million pennyer om året.(54) Gennem slutningen af 1100-tallet og den første halvdel af 1200-tallet steg udmøntningen så kraftigt, at der i 1250'erne blev udmøntet omkring 15 millioner pennyer om året. Den samlede værdi af mønter i cirkulation gik fra under 125.000 pund i 1180 til mellem 0,4 og 1,1 millioner pund, som var cirkaværdien for henholdsvis 1347 og 1311. Denne voldsomme vækst i valutamængden skyldtes hovedsageligt uld-eksporten til fastlandet, hvormed England fik del i resultatet af den øgede sølvmængde kontinentet oplevede fra 1160'erne frem til 1320'erne pga. udnyttelsen af Freiberg, Friesach, Iglau og Kutná Horas miner.(55) Mængden af valuta voksede meget hurtigere end befolkningen, og derfor tredobledes mængden af valuta pr. person i perioden. Frem mod 1220'erne skete denne tilvækst hurtigere end mængden af transaktioner voksede, og derfor blev der en kraftig prisinflation, hvor f.eks. hvedepriserne fordobledes. Men generelt blev den øgede mængde valuta brugt i et voksende antal transaktioner. Dette ses også af, at man gik fra den kun at have udstedt en temmelig stor sølvpenny til også at udstede halv- og kvart pennyer fra 1279. Dette skete ud fra et øget behov for at benytte penge i dagliglivet. En voksende andel af produktionen blev købt og solgt. Uldproduktionen blev i perioden næsten fuldstændig kommercialiseret. Den høje inflation medførte, at det blev en dårlig forretning for godsejerne at udleje deres jord mod en pengebetaling, der var fastlåst på et beløb, hvis købekraft var stærkt dalende. I 1100-tallet havde der været en tendens til at bortforpagte godsernes domænejord mod en fast betaling, men i 1200-tallet gik man tilbage til den tidligere godsdrift suppleret med kortvarige udfæstninger, hvormed man fik mulighed for at justere betalingen i forhold til inflationen. Det var blevet mere rentabelt for godsejeren selv at dyrke jorden og markedsføre resultatet. Godsernes vækst betød, at
omkring 45 procent af landbefolkningen havde småbrug, der var så
små, at de ikke kunne brødføde en familie. Det betød,
at de må have haft en anden indtægtskilde og har været
afhængige af at købe fødevarer på markedet. Denne
høje afhængighed af markedet var bl.a. med til at forvære
den hungersnød, England oplevede 1315-18 pga. misvækstår.
Da det først og fremmest var andelen til markedet, der blev mindre,
når høsten svigtede, var der i disse år ikke fornødent
med korn på markedet, mens en del jordejere utvivlsomt har kunnet
spise sig mætte, da de blot undlod at markedsføre udbyttet.
Befolkningsvæksten i Vesteuropa i højmiddelalderen skyldes primært den øgede agrarproduktion, der gjorde det muligt at brødføde en større befolkning. Ophøret af plyndringstogter fra vikinger, magyarer og muslimer har nok også haft en vis betydning, men den har været langt mindre end kilderne umiddelbart forleder én til at tro. Den øgede agrarproduktion må tilskrives flere faktorer. En øget arbejdsstyrke forarbejdede jorden, hvilket bl.a. medførte en forøgelse af antallet af årlige pløjninger fra tre til fire. Jord, der tidligere havde været anvendt til græsning eller ligget hen som skov og ødeland, blev taget i brug til et intensivt kornbrug. Der blev en hyppigere brug af hjulploven, der forarbejde jorden bedre end tidligere plovtyper og muliggjorde dyrkningen af jorde, der før havde været for fugtige til at blive dyrket. Anvendelsen af vandmøller har derimod sikkert ikke forøget produktiviten væsentligt, men blot været en indtægtskilde for de herrer, der ejede dem. Den kommercialisering, der fandt sted, muliggjorde, at områder kunne specialisere sig i dyrkningen af afgrøder, som de var særligt velegnede til. Dermed kunne man gå bort fra de marginale afgrøder - f.eks. vin i Europas nordlige egne. Skiftet til hyppigere rotatiton af afgrøder på markerne, som bevirkede mindre jord, der lå brak, har ikke bidraget væsentligt til forøgelsen af produktionen, da det i en vis grad har gjort udbyttet mindre på de dyrkede arealer. Det gav dog en større sikkerhed mod, at høsten slog fuldstændig fejl. Den urbane vækst muliggjordes af det forøgede agraroverskud, som kunne bruges til at brødføde bybefolkningen. Derudover var det væsentligt, at samhandelen i Europa øgedes og håndværkerne i byerne dermed fik et større marked. Også købmandsstanden profiterede af denne udvikling. Handelsmæssigt oplevede Vesteuropa en sammensmeltning med Middelhavsområdet og Baltikum, hvilket satte skub i kommercialiseringen af samfundet. Bønder begyndte at producere til markedet, fordi de skulle betale deres afgifter til herren i form af penge i stedet for hoveri og naturalier. Adelen levede ikke længere af afgrøderne fra deres domænejord og naturalieafgifter fra bønderne, men købte på markedet. Dermed fremmedes den regionale agrarspecialisering, som blev nævnt ovenfor. Også håndværksproduktionen blev regionalspecialiseret. Forbindelsen til Middelhavet skyldtes primært
Champagne-messerne og korstogene, der begge skabte kontakt mellem italienske
købmænd og Vesteuropa.
De understregede ord er anvendt som forkortelser i noterne. Robert Bartlett: The Making of Europe: Conquest, Colonization
and Cultural Change 950-1350
R.H. Britnell: The commercialisation of English society 1000-1500
E.M. Carus-Wilson and Olive Coleman: England's Export
Trade
Georges Duby: The Early Growth of the European Economy: Warriors
and Peasants from the Seventh to the Twelfth Century
Elisabeth M. Hallam:Capetian France 987-1328
Alfred Haverkamp:Medieval Germany 1056-1273
Robert S. Lopez: The Commercial Revolution of the Middle Ages,
950-1350
N.J.G. Pounds: An economic history of medieval Europe
Peter Spufford:Money and its use in medieval Europe
22. Gennemgangen af vandmøllerne bygger på Duby 1979, s. 187f 24. Gennemgangen af godsdriften bygger på Lopez 1976, s. 48-55 39. Gennemgangen af messerne bygger på Pounds 1974, s. 354-357, hvor ikke andet er angivet 42. Gennemgangen af den tyske handel er bygger på Bartlett 1993, s. 191-196, hvor ikke andet er angivet 44. Gennemgangen forholdet mellem England og Flandern og den flamske klædeproduktion er baseret på Lopez 1976, s. 130-137, hvor ikke andet er angivet 45. Carus-Wilson and Coleman 1963, s. 122 53. Gennemgangen af Englands udvikling er baseret på Britnell 1993, s. 102-127, hvor ikke andet er angivet 54. I det engelske pengesystem var 12 pennyer = 1 shilling og 20 shilling = 1 pund |